3. Tillid

Introduktion til filmen
Da Lisbeth er 14 år, kommer hun fra børnehjemmet til et behandlingshjem for unge piger, Hylleholt Husgerningsskole. Hun kommer fra et børnehjem, hvor hun aldrig har følt sig elsket eller forstået. På husholdningsskolen føler hun sig værdsat. Hun føler sig især set og opmuntret af forstanderen Rigmor og pædagogen Karen.
Lisbeths mor har mødt en ny mand og fortsætter med at leve i vold og alkoholmisbrug. Lisbeths brødre er alle omkring eller over 18 år og skal forsøge at passe sig selv.

Tillid giver resultat
På Hylleholt fortæller Lisbeth efter mange års skamfuld tavshed Karen om stedfarens seksuelle overgreb. I filmen er der en længere samtale mellem Lisbeth og Karen om, hvad der skulle til for at skabe tillid til det vrede og afvisende barn.
Hvis du/I har behov for at læse dialogen fra filmen, kan du/I læse dem umiddelbart efter refleksionerne nedenfor. Her kan I læse uddybende om tillid og nogle af de ting, som fagvoksne identificerer som udfordringer.

Refleksioner

• Hvad bemærker du/I, eller hvad gør indtryk? – tag en tale-lytte runde.
• Hvad tror du/I har betydet noget for Lisbeth i forhold til valg af voksen?
• Hvad kan have spillet ind på dette valg?
• Hvad ser du/I hos Karen, som har betydet noget for Lisbeth?
• Hvilke byggesten, tror du/I, Karen og Lisbeth byggede deres tillidsforhold op med?
• Lisbeth fortæller, at hun var bange for, at hun ville blive kigget på som et misfoster – hvad kan være baggrunden for dette?
• Hvad gjorde eller sagde Karen, som har vakt Lisbeths tillid?
• Inspirerer det dig/jer til at gøre noget anderledes eller mere af noget du/I allerede gør?
• Lisbeth ville ikke snakke med psykologen og filede i stedet negle hos psykologen – hvad kan det have været udtryk for?
• Kan man her tale om, at et barn vælger en voksen?
• Hvilke erfaringer har du/I med at bygge tillid op med et barn eller ung, som umiddelbart virker afvisende?
• Hvad tænker du/I om det, at Lisbeth ”begyndte at sove”?
• Er der nogle tanker, redskaber eller måske ny viden som du/I vil tage med dig/jer i dit/jeres videre arbejde?
• Er der andre ting du/I har bemærket, som kunne være vigtige at nævne eller drøfte?

Lisbets fortælling om, hvordan Karen vandt hendes tillid

Lisbeth: ”Karen er tæt på at være en erstatning for en mor. Hun har været et forbillede, min mentor, hele livet igennem. Det er jo ikke det, man kan forvente, når man bor på børnehjem af en pædagog, men det har det så været med Karen. Men så var hun også den, der fik mig til at snakke om de seksuelle overgreb, jeg oplevede. Jeg tror ganske enkelt ikke at jeg havde været der, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde fået det bearbejdet på den massive måde, som jeg har oplevet.”

Dialog mellem Lisbeth og Karen
Lisbeth: ”Du har altid haft en passende kropslig distance, som har passet mig rigtig godt. Hvor nogen kan røre for meget. Når folk har hørt mig snakke om min pædagog, har de forestillet sig sådan en stor favn og masser af kram. Vores nærhed er meget på det mentale plan.”

Karen: ”Jeg har faktisk aldrig læst din sag, så jeg vidste slet ikke, hvor slem du var. Men jeg tror på, at du har sikkert opført dig rædsomt. Men det der forsøg på at koble dig på husets psykolog, det … øøhh … der fik jeg i hvert fald syn for sagen, at når der var noget, du ikke ville, så ville du ikke. Psykologen kom fortvivlet tilbage og sagde: ”Hun filede negle!” … og du filede negle, og jeg ved ikke hvor lang tid der gik, så opgav vi det, for det førte jo ingen steder hen. Og så aftalte vi, at jeg i stedet skulle prøve at tage nogle samtaler med dig for at høre, hvordan det følelsesmæssigt stod til. Og vi havde jo en eller anden form for tillidsforhold sikkert opstået i kraft af alle de tyske verber, vi havde bøjet i tidens løb, men også i kraft af alt det, vi har grinet sammen.”

Lisbeth: ”Jeg tror ikke, jeg overvejede at sige det til nogen.”

Karen: ”Jeg sagde på et tidspunkt til dig, at du ligner én, der har båret alt for tunge byrder på dine skuldre. Og det sagde jeg meget indtrængende. Og så græd du. Så krakelerede den dér skal, eller også og det ved jeg faktisk ikke den dag i dag, om du i det øjeblik faktisk fik erindringerne tilbage om de der overgreb, for det var dem du begyndte at fortælle om.”

Lisbeth: ”Det, der var min største frygt, det var, at jeg blev betragtet som et dårligt menneske, som en syg, hvis jeg fortalte om det. Altså i stedet for som skadet – det slog mig ikke. Mere det der, at man ville kigge på mig som et misfoster.”

Karen: ”Følgevirkningerne er fuldstændig det samme – tillidsbrud som næsten noget af det værste, og så den der forkerthedsfornemmelse.”

Lisbeth: ”Blev du overrasket?”

Karen: ”Måske ikke så meget … nej … men som sagt jeg havde ikke nogen hypotese om, at du havde været udsat for … for jeg synes ikke der var noget i din adfærd, som jeg har set det hos mange andre unge, hvor man næsten kan se på adfærden i det daglige, selv ved spisebordet, sådan nogle undertoner af seksualiserende adfærd, det kan man næsten altid spotte. Det havde jeg ikke set. Og jeg synes det var fantastisk hårdt for dig … ja … ja.”

Lisbeth: ”Det skjulte du godt.”

Karen: ”Jeg gik ikke upåvirket fra den samtale, lad os sige det sådan.”

Lisbeth: ”Men du skjulte det godt – altså det var også vigtigt for mig, at du ikke ligesom reagerede for voldsomt.”

Karen: ”Man skal ikke lige pludselig afbryde sådan en samtalerække. Jeg må ikke løbe fra det, vel. Så vi fortsatte bare at tale videre om det.”

Lisbeth: ”Jeg kan bare huske den der lettelse, og så kan jeg bare huske, hvordan jeg begyndte at sove, altså jeg faldt i søvn alle mulige steder, hjemme hos dig og Børge, og i skolen. Jeg kunne ikke ligge ned uden at falde i søvn. Og jeg tror simpelthen, der var en sammenhæng. Jeg ved ikke hvorfor jeg havde behov for at sove, men det kom dér, at jeg faktisk kunne sove, jeg tror jeg slappede af.”

Karen: ”Det var dén byrde, du havde båret på dine alt for unge skuldre.”

Om at opbygge tillid

Mange efterlyser redskaber til bedre at kunne se, når der foregår omsorgssvigt og overgreb, og til at kunne tale med barnet om det på måder, som tager hensyn til og drager omsorg for barnets og den unges sårbare situation. Begreber som tillid, værdighed og ikke mindst tid bringes op, når vi taler om dette. Tid til at lære barnet eller den unge at kende og forstå, hvad der betyder noget for barnet eller den unge. At bestræbe sig på at undgå for mange vurderinger og bedømmelser af barnet og i stedet bruge respekt og anerkendelse til at finde frem til, hvilke håb og drømme barnet har, og hvilke færdigheder han eller hun har udviklet undervejs i sit liv. Hvilke mestrings- eller copingstrategier kan vi finde hos drengen eller pigen?

For barnet eller den unge, er der meget på spil. Han eller hun kan være optaget af tanker og afvejninger såsom: ”Tør jeg tro på den voksne, tør jeg betro mig?” Fagfolk efterlyser værktøjer til samtaler med de omsorgssvigtede og krænkede børn og unge – mange føler sig usikre og berøringsangste. Men afgørende er det, at de fagpersoner, som er i kontakt med børnene, ser og handler reflekteret på deres bekymring og viden, organiserer indsatsen med barnets tarv for øje, og samarbejder med de parter, som indgår.

Som vi så i film 2 om to forskellige børnesyn og undervisningsmaterialet, handler det også om forståelse af barnets situation og perspektiv – der er meget på spil for barnet. Fx kan barnet eller den unge være truet til tavshed, være overvældet af skyld og skam, idet der kan være flere skyldsaspekter herunder medskyld. Desuden kan barnet/den unge have oplevet så mange voldsomme og fatale svigt, at han eller hun som reaktion og overlevelsesstrategi har taget afstand fra voksne. Barnet eller den unge har erfaringer med, at voksne er nogle, man slår sig på, og set fra barnets perspektiv er den dybe mistillid til voksne en logisk måde at passe på sig selv på. Det er vores erfaringer og det levede liv, der har betydning for, hvem vi er, og hvordan vi reagerer. Men som Lisbeth udtrykker det, har børnene også en dyb længsel efter troværdige og ordentlige voksne, der ser, hører, tager ansvaret og drager omsorg for barnet og den unge.

Karen havde aldrig læst Lisbeths sag
Lisbeth: ”Karen kom tilbage efter min indflytning – derfor læste hun ikke sagsakter. Det var mere et tilfælde at Karen blev primær person, fordi vi havde det godt sammen. Relationen startede på en anden måde end typisk.”

Refleksioner

• Karen havde ikke læst Lisbeths sag – hvilken betydning kan det have?
• Dilemmaet kan måske genkendes af flere i gruppen. Men måske er det mere interessant at spørge sig, hvornår man vælger at bruge sagsakterne? Holde øje med hvordan jeg og vi læser dem. Hvad det, jeg læser, gør ved mig og os? Og hvilken betydning jeg/vi vælger at tillægge den.
• Karens og Lisbeths relation startede atypisk – hvilken betydning kan det have haft?
• Er der inspiration at hente i fortællingen om Karens og Lisbeths relation, som kunne bruges fremadrettet i dit/jeres arbejde?
• Hvordan udveksler du/I erfaringer og viden om dette tema på din/jeres arbejdsplads? Kan man kvalificere erfarings- og vidensdeling? Hvis ja, hvordan kunne dette gøres, både internt med måske også tværfagligt og tværsektorielt?
• Er der andre ting, som du/I mener er vigtige at drøfte her?

I det følgende kan I finde ekstramateriale om emnerne tillid, tid, relation og berøringsangst.

Et intenst parløb
Karen gav Lisbeth muligheder for at opleve mere nærværende og omsorgsfulde erfaringer med voksne, er ikke var omklamrende eller udfrittende. 
Det var vigtigt for Lisbeth, at Karen ikke reagerede for voldsomt på betroelserne om de seksuelle overgreb. At hun ikke løb fra det, men kunne rumme det skete. ”Først var det kun lektier, vi havde sammen … Derefter blev der aftalt ugentlige samtaler med Karen i et fysisk andet rum end det, vi læste lektier i, for ikke at forbinde svære samtaler med lektielæsningen. Det måtte ikke ødelægge oplevelserne. Når man fortæller om, hvem man virkelig er, føler man sig snavset og forkert. Under lektielæsningen var jeg et dygtigt, ordentligt barn. Derfor skulle det opdeles.”

Tid var vigtigt
”TID var vigtigt. Vi havde et intenst parløb i to år forud for samtalen. Det er lang tid for én, man i forvejen har tillid til. Man skal kunne lide dem, og mærke, de kan lide en. Jeg har ingen fidus til psykologer, fordi de er psykologer. Det kan lige så godt være pedellen og køkkendamen, man åbner op for. Hvis man vil skyde genvej til børnene skal man spotte dem børnene selv søger. For drenge er det måske havemanden – for pigerne køkkendamen? Relationsarbejdet er det vigtigste – skynde sig langsomt!”

Refleksioner

• Hvilke faglige refleksioner vækker det i dig/jer?
• Hvad gør særligt indtryk?
• Kan disse erfaringer relatere eller inspirere til nye tiltag og nye arbejdspraksisser? Eller måske forstærke noget, som du/I allerede gør?
• Hvad bemærker du/I, eller hvad gør indtryk? – tag en tale-lytte runde.
• Hvis du/I skulle lave en liste over vigtige opmærksomhedspunkter ift. til at bygge tillid op med et udsat barn eller ung, hvad ville i så fald være vigtigt at have med på denne liste?
• Er der andre ting, der er vigtige at huske eller drøfte i denne forbindelse?

Usikkerhed og berøringsangst

Mange fagfolk er dygtige til at møde børn og unge på en jævnbyrdig, lyttende og anerkendende måde. Men det sker også, at børn og unge oplever det modsatte. Nogle af de lærere, pædagoger og socialrådgivere, som har deltaget i drøftelser omkring dette projekt, har udtrykt, at man aldrig kan blive dygtig nok til det her arbejde, og at der nogle gange vil være oplevelser, hvor ens erfaringer, viden eller måder at gøre ting på, kommer til at kort. En vejviser til at kunne bevæge sig i situationer, som umiddelbart synes fastlåste, ser ud til at være en grundlæggende position, hvor barnet eller den unge er ”ekspert i eget liv og egne forhold”, og det sætter en ramme og retning for arbejdet.

Refleksioner

• Hvilken betydning har tillid i dit/jeres arbejde? Fortæl evt. om konkrete situationer?
• Hvad er tillid for dig? Hvordan kommer tillid til udtryk? Hvad kan tegn på tillid være? Inddrag evt. andre værdier eller begreber, som du/I er optagede af. Fx lige værdighed, jævnbyrdighed, troværdighed, respekt osv.
• Hvordan bygger du/I tillid op sammen med det svigtede barn eller den unge?
• Er der ting, der er særlige vigtige at være opmærksom på? Drøft evt. dine/jeres erfaringer med situationer, hvor usikkerhed og/eller berøringsangst har spillet ind? Hvad skete der? Kom du/I videre derfra og i så fald hvordan?
• Hvis vi forestiller os, at vi kunne interviewe Karen om usikkerhed og berøringsangst i forløbet med Lisbeth, hvad ville du/I så gerne spørge om?
• Hvis du/I sætte jer i Karens sted, hvad tror du/I så Karen ville svare på nogle af disse spørgsmål?
• Lisbeth fortæller i filmen, at det var vigtigt, at Karen ikke reagerede for voldsomt på hendes betroelser om overgrebene – hvordan hænger det sammen med tillid?
• Hvad skal man være opmærksom på, når man taler med et barn/en ung om disse sårbare ting i familien? Drøft gerne forskellige situationer og temaer?
• Hvad skal man være opmærksom på ift. barnets/den unges situation?
• Hvilke tanker gør du dig/I jer om barnets loyalitet?
• Hvilke dilemmaer oplever du/I man kan være i? Fortæl gerne. Fortæl evt. om hvordan du/I forholder dig/jer på forskellige måder til rapporteringer og andre overleveringer fra fagfolk ift. barnet eller den unge – skriftlige som mundtlige? Kom gerne med konkrete eksempler. Set ud fra jeres drøftelser hidtil, er der så nogle ting, der kalder på at blive gjort anderledes? Hvis ja – hvilke?
• Er der andre temaer eller udfordringer/problemstillinger, der er vigtige at nævne eller drøfte her?

Se det enkelte barn på egne præmisser
Lad os prøve at se på Lisbeths liv frem til hun kommer på Hylleholt Husgerningsskole. Hvad er der sket i hendes liv frem til da, og hvad ved vi om de voksne, der hidtil har omgivet hende? På hvilken måde kan det have præget et barn?

Refleksioner

• Hvis vi havde 14-årige Lisbeth siddende over for os i dag, hvad ville vi så se?
• Hvad ville være vigtigt for dig/jer at gøre, hvis du/I var Lisbeths fagperson eller kontaktperson i hendes hverdag?
• Fortæl gerne med egne ord, hvad mønsterbrydning er for dig? Hvad er en mønsterbryder set med dine/jeres øjne? Vurder evt. om der kan være normer eller andre ting, som man skal være opmærksom på, når vi taler om mønsterbrydning?
• Hvordan kan man forholde sig til det enkelte barn og barnets livssituation set i mønsterbryderperspektiv?
• Hvad mener du/I der bl.a. kan være med til, at en barn eller ung, kan udvikle sig til mønsterbryder eller mælkebøttebarn?
• Hvilken rolle kan du/I som fagpersoner spille, og hvilke opgaver kan I være med til at løse, set i mønsterbryderperspektiv?
• Er der noget du/I ville gøre anderledes eller gøre mere af?
• Hvilke erfaringer har du/I med mønsterbrydning? – kom gerne med konkrete eksempler.
• Er der andre ting, som du/I gerne vil drøfte her?

Skabe et fælles tredje
Lisbeth fortæller: ”Jo mere stresset jeg var, jo flere strategier havde jeg for at overleve. Man kan kun kende overlevelsesstrategierne, hvis man kender barnet. Derfor – skab et klima hvor man kan lægge dem fra sig. Men der ligger et langt relationsarbejde forud for at kunne det. En pædagog havde savet brænde en hel vinter med et dreng – pludselig en dag fortalte han noget. Karen og jeg havde lektierne. Det kræver relation, tillid. Hvis ingen relation og tillid, får man kun løgn og overlevelsesstrategier.”

Skolen bliver særlig betydningsfuld for Lisbeth, og hun har som kriterium at opretholde skolen og blive dygtig. Karen har en måde at tale om skolen på, som om det er den naturligste ting i verden, at Lisbeth skal videre med sin uddannelse. Karen opmuntrer Lisbeth ved at vise, at hun tror på hende i ord og handling. Hun siger fx: ”det får du brug for, når du skal på universitetet.”

Refleksioner

• Tag en tale-lytte runde, hvor I fortæller om jeres erfaringer og forståelse for ’det fælles tredje’ i relation til jeres arbejde med udsatte børn og unge.
• Hvad kan det fælles tredje, set i dine/jeres erfaringers lys?
• Hvilke muligheder har man som lærer eller pædagog i din/jeres arbejdsposition for at arbejde med det fælles tredje?
• Er der situationer, hvor det fælles tredje kan være særlig vigtigt?
• I sager, hvor der er mistanke om omsorgsvigt og overgreb, kan det fælles tredje måske spille en særlig rolle i pædagogers og læreres arbejde – hvad tænker du/I om dette?
• Drøft gerne citatet: ”Hvis Karen havde fået en rolle som en, der fritter mig eller pumper mig, ville jeg blive mistroisk. Hvis hun begyndte at fritte under lektielæsningen, have en skjult dagsorden. Det skal være helt klart, hvornår der er terapi, og hvornår det er hygge.”
• Hvordan kan det fælles tredje evt. spille en vigtig rolle i dit/jeres samarbejde med andre fagpersoner, som har betydning i børnene/de unges hverdag, fx i de sociale system? Kan man evt. drøfte, inspirere eller videndele med andre fagpersoner?

Nedenfor kan du/I finde ekstramateriale om Den lettende samtale.

Den lettende samtale

Terminologien eller navngivningen af de faglige redskaber til at samtale med børn og unge i sårbare livssituationer kan have en betydning. Når en samtale navngives som ”den svære samtale”, fremhæver nogle fagfolk, at så bliver den sandsynligvis også svær. Her sættes der imidlertid fokus på, hvad der gør en samtale henholdsvis let eller svær.

Refleksioner

• Tag en runde og fortæl om et forløb med et barn eller ung, som du oplevede enten gik godt eller knap så godt? Hvad bøvlede? Hvad gik godt?
• Hvad gjorde du/I, som gjorde, at det gik godt?
• Hvordan reagerede barnet eller den unge på samtalen?
• Hvad var for dig/jer tegn på, at samtalen gik godt?
• Spurgte du/I barnet eller den unge om, hvordan han eller hun synes samtalen gik?
• Hvis ja, hvad tænker du/I om svaret du/I fik?
• Hvis nej, hvad afholdt dig/jer fra at spørge barnet eller den unge?
• Hvad er tillid og anerkendelse for dig – fortæl med egne ord?
• Hvilken betydning har det haft for dit/jeres videre arbejde med samtaler?
• Hvordan var samarbejdet med andre fagpersoner eller myndigheder?
• Deler I erfaringer om samtaleredskaber i det tværfaglige eller tværsektorielle samarbejde?
• Hvis ja, hvordan og hvilke?
• 
Hvis nej, ville det være til nytte for nogle at videns- og erfaringsdele? Fx ift. andre lærere og pædagoger i institutioner og skoler? Fagpersoner i det sociale system? Andre?
• Er der andre vigtige spørgsmål, som kunne stilles her?

Andre relevante problemstillinger
Til dem, der ønsker at tage et spadestik dybere i temaerne omsorgssvigt og overgreb og arbejde videre med pædagogernes og lærernes betydning, rolle og opgave, er det efterfølgende materiale udviklet til dette formål. Her lægges der mere op til, at gruppen selv prioriterer i materialet, og inddrager og drøfter de forslag til tilgange og perspektiver, der fremlægges i afsnittet.

Der er en del opmærksomhed og fokus på seksuelle overgreb i samfundet i dag, ikke mindst i medierne. Når mistanke eller viden om seksuelle overgreb kommer på dagsordenen, tager det overskrifter og indtager en stor del af billedet. For fagfolk, der skal bevare roen og overblikket og tage vare på de ramte børn og unge, er det vigtigt at huske på helhedsbilledet – at de seksuelle krænkelser ikke kan isoleres, men at det er det hele, en mangfoldighed af omsorgssvigt og krænkelser, der samlet set kan opleves voldsomt og føles livstruende for disse børn og unge.

Vold og seksuelle overgreb

Ikke alle børn viser synlige tegn på fysiske og psykiske overgreb. Derfor kan det være behæftet med stor usikkerhed at benytte sig af en entydig tjekliste, fordi man risikerer at fokusere på nogle bestemte tegn og situationer, og dermed overse væsentlige andre forhold, som hverken kan placeres eller identificeres på en såkaldt tjekliste. Virkeligheden er typisk mere kompleks og kan ikke reduceres til en samling af tegn, man kan hakke af på en liste.
Eksempelvis kan man som fagperson komme til at overse, at barnet eller den unge har været udsat for seksuelle krænkelser, hvis man ensidigt fokuserer på, at den udsatte skal vise en seksualiseret adfærd, som tydeligvis er voksenpræget. Omvendt kan man også risikere at overfortolke på nogle tegn og tillægge dem for stor betydning, og underkende faktorer, som modsiger denne tolkning.
Når det så er sagt har de fleste fagpersoner i sagens natur nogle opmærksomhedspunkter, tanker om og fokus på, hvilke ting man ser og oplever, og kan forholde dem til den konkrete viden og de erfaringer, man har, eller forholde dem til en mistanke om, at tingene ikke er, som de skal være for det her barn. At noget er galt.

Fra mistanke til handling

I filmen fortæller Karen, hvordan hun ikke umiddelbart kunne se tegn på de seksuelle overgreb hos Lisbeth. Men det kom heller ikke bag på hende.
Fra mistanke til handling kan vejen imidlertid være lang. Man forsøger at skabe sig et mere helstøbt billede af barnet eller den unges liv, og måske gribes man undervejs at tvivl, om det nu er rigtigt, det man ser. Samtidig kan der være en vis berøringsangst over for netop dette emne, og nogle bærer måske også på en frygt for at skabe falske minder eller retraumatisere barnet eller den unge. Som fagperson kan man stå i et felt hvor mange kræfter og usikkerheder trækker i hver sin retning. Samtidig skal vi være opmærksomme på som system ikke at gøre os til dommere over, hvad det er vi umiddelbart ser.
Lisbeth havde ikke fortrængt stedfarens seksuelle overgreb. Karen udtrykker tvivl, om Lisbeth pludselig fik erindringen, men det var ikke tilfældet.

Det er vigtigt at vide, at børn kan gå med en viden i mange år – uden at fortrænge.

(Lisbeth Zornig Andersen, 2013)

Refleksioner

• Vækker dette genklang hos dig/jer? Hvis ja, diskutér udfordringerne heri og farbare veje fremadrettet.

Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde

I nogle kommuner er der opmærksomhed på at organisere sig fagligt og praktisk på en måde, så man sammen reflekterer og drøfter barnets eller den unges situation med andre relevante fagfolk. Ved at sætte sig sammen med kolleger eller eksperter udefra, får man i sagens natur en udvidet videns- og erfaringsbank at trække på. Man får bl.a. mulighed for at drøfte sine tvivl og usikkerheder, danne sig et helhedsbillede og dermed styrke sin og gruppens faglighed, refleksioner og muligheder for at træffe beslutninger og tilrettelægge handleplaner og indsatser på et betydeligt mere kvalificeret grundlag.

Refleksioner

Hvilke erfaringer har du/I med tværfagligt eller tværsektorielt samarbejde? 
Diskutér udfordringerne heri og farbare veje frem. Inddrag evt. nedenstående faktateksten (Rapport fra ekspertpanel om overgreb mod børn) om, hvordan man nogle steder har styrket samarbejdet på tværs.

I det nedenstående kan du finde ekstramateriale at arbejde med, som tager udgangspunkt i, hvordan det er at være anbragt barn i Danmark.

Anbragte børn og unge fortæller om bøvl og behov for voksne
I dette afsnit får I uddybet, hvordan det er at være anbragt barn i en plejefamilie, på døgninstitution eller på et opholds- sted i Danmark i 2011. Oplysningerne stammer fra en rapport fra Børnerådet 2011: ”De prøver at gøre det så normalt som muligt”. Et indblik i 113 anbragte børn og unges liv. Hvis I vil læse hele rapporten, kan I finde den på Børnerådets hjemmeside: www.boerneraadet.dk
Det følgende er udvalgte afsnit fra rapporten, som bl.a. Lisbeth Zornig Andersen er medforfatter til. Nogle af afsnittene er redigerede, og der er suppleret med refleksioner med det formål at lade materialet indgå i dette undervisningsmateriale.

Børnenes oplevelser – ønsket om at blive lyttet til

Undersøgelsen bekræfter, at børn generelt har stor indsigt i deres egen situation, behov og udvikling – og anbragte børn er på ingen måde en undtagelse. Det er slående, hvor reflekterende og loyale børnene er over for de beslutninger, der træffes på deres vegne. Men også, at der fortsat er langt igen i forhold til at inddrage børnene systematisk i beslutningerne om deres eget liv. Det er min egen erfaring, både som tidligere anbragt og som børnerådsformand, at der hvor barnet reelt høres og inddrages i beslutningerne, er der størst chance for succes. At det så også er det eneste etisk korrekte at gøre, gør det bestemt ikke ringere.

Sagsbehandleren spiller en særlig rolle i anbragte børns liv. Selv om de typisk ikke mødes ansigt til ansigt mere end to gange årligt, er sagsbehandleren en person, der fylder meget for de anbragte børn, og det har stor betydning, at relationen og kemien er i orden. Nogle få børn fortæller om en langvarig og god relation til en enkelt sagsbehandler, som har fulgt dem – nogle gange også efter, at de er flyttet eller har fået ny sagsbehandler. En sms med en hilsen kan have stor betydning; den viser børnene, at de ikke er glemt.

Desværre oplever de anbragte børn alt for mange udfordringer i relationen til deres sagsbehandler.

Nogle har haft op mod 20 forskellige sagsbehandlere. Og det sker, at børnene ikke får en forklaring på, hvorfor sagsbehandleren bliver skiftet ud. Som regel betyder det, at de skal i gang med at fortælle alting forfra for endnu en voksen, som kun kender dem ud fra deres sagsakter.

Det er svært at opbygge den nødvendige tillid, hvis man hele tiden skal forholde sig til en ny. Børnene oplever ofte, at deres sagsbehandler ikke rigtig kender dem – og i øvrigt lytter mere til andre voksne end til børnene. Hvis sagsbehandler er det egentlig? Nogle føler, at det mest er de voksnes.
Pædagogernes, plejeforældrenes og især forældrenes. Børnene oplever, at det er de voksne, som sagsbehandleren lytter til, og de voksnes ord, der tillægges størst vægt. En oplevelse, der kan forstærkes, når sagsbehandleren, i skikkelse af det personrettede tilsyn, under besøg på en institution eller i en plejefamilie bruger det meste af sin tid på at snakke med de voksne bag en lukket dør.

Hertil kommer naturligvis, at børnene selv ligger inde med en viden om, hvordan lige netop de oplever verden. Ingen andre har samme kendskab til deres oplevelser, følelser, drømme og bekymringer – deres liv, som det udfolder sig i skolen, på anbringelsesstedet, i klubben, på hjemmebesøg osv. Det er den viden, den pædagogiske indsats skal bygge på.

Mange af børnene vil gerne have mere og anderledes tid sammen med deres sagsbe- handler. Fx vil mange gerne opleve andre ting med ham eller hende end bare at holde møder og snakke. Børnene foreslår en gå- eller køretur, måske en udflugt til stranden, på café eller i biografen – i hvert fald noget, der lugter mindre af møde. Når man i dag skal i kontakt med sin nuværende sagsbehandler, går det ofte via institutionens personale. Mail og telefon har lang svartid, måske 14 dage.

Her er således fortællinger om savn, usikkerhed, magtesløshed og svigt. Og der er fortællinger om voksne på anbringelsesstederne og i kommunerne, som ikke har tilstrækkeligt fokus på børnenes rettigheder, og som ikke giver børnene den tillid, omsorg og fortrolighed, de har behov for.

Omvendt er der også flere, der fortæller, at de føler sig holdt af, de får nye venner, og de bliver sundere under deres anbringelse. De får hjælp og behandling, de oplever nye muligheder i kontakten til voksne – og de mærker, at der er nogen, der engagerer sig i dem, der vil dem og har ambitioner på deres vegne.
”Man kan stole på dem og have tillid til dem. De forstår en, det gør de. De undersøger det, man spørger dem om, og gør det, man spørger dem om.

Manglende kendskab til egne rettigheder

Har man fx ret til at tale alene uden sine forældre? Kan man forvente fortrolighed med sagsbehandleren eller tilsynspersonen? Kan man blive tvunget til at arbejde, og har man krav på løn og lommepenge? Og er det egentlig okay, når pædagogerne ikke gider køre en et sted hen, eller når de bruger tiden på kontoret i stedet for med børnene?

Eller når en sagsbehandler bliver udskiftet efter ønske fra forældrene, uden at barnet bliver spurgt. Tilliden kan også undermineres, når ting, børnene har fortalt i fortrolighed, bliver lækket til andre voksne omkring børnene. Det kan betyde, at man mister lysten til – eller slet ikke tør – at fortælle sagsbehandleren noget vigtigt.
Børnenes spørgsmål handler ofte om deres rettigheder i forhold til mobiltelefonen – må de voksne tage den og hvor længe? Har man fx ret til at tale alene med sine forældre? Kan man forvente fortrolighed med sagsbehandleren eller tilsynspersonen? Kan man blive tvunget til at arbejde, og har man krav på løn- og lommepenge? Og er det egentlig okay, når pædagogerne ikke gider køre en et sted hen, eller når de bruger tiden på kontoret i stedet for med børnene?
De reagerer på, når de bliver lidt usynlige, ikke er blevet betragtet som ligeværdige og aktive medspillere i eget liv. Det gælder især, når sagsbehandlere og personalet på institutioner træffer vigtige beslutninger med store konsekvenser for børnenes hverdag og fremtid.
I dagligdagen drejer det sig om at blive involveret i beslutninger om, hvordan hverdagen på en institution struktureres, fx når aktiviteter tilrettelægges, at de får begrundelser for, hvorfor regler er, som de er, eller hvorfor der er truffet bestemte beslutninger om en. De værdsætter, at det, de fortæller de voksne, bliver taget alvorligt og handlet på.


Når inddragelse bliver pseudoinddragelse
– når man reelt ikke taget alvorligt af de voksne

Hvis de ikke synes, det er godt nok, så gider de ikke. Det er deres stemme, der tæller i sidste ende (…) Så jeg gider slet ikke sige noget. Jeg vil have det overstået hurtigt. For hvis man siger noget, så kan pædagogerne blive sure, og det er bare ikke godt. Så jeg har det bare sådan, at man kan ligeså godt lade være. Hvis man brokker sig over dem, så bliver de meget sure.

Når magtstrukturen er en hindring for reel inddragelse og alt skal gå gennem lederen, som aldrig er der eller har tid til at lytte. Desuden er børnene ikke rigtig vant til at snakke med ham og har derfor sværere ved at gå til ham.

Når de voksne ikke tror på det, barnet fortæller

En pige fortæller om en oplevelse på hendes opholdssted, hvor hun efter en ubehagelig episode med en dreng blev udsat for rygter og trusler fra drengen. Hun gik både til pædagogerne og til sin sagsbehandler for at få hjælp, men oplevede, at de ikke tog hende seriøst.

Bevidste strategier eller desperate handlinger for at blive set og hørt

– kan være at lyve, stikke af, true med selvmord eller forsøge med selvmord, pjække fra skole mm. Nogle opnår at blive hørt og får positive forandringer, andre opgiver at blive hørt, mange nærer mistro til både system og voksne generelt. Andre igen synes at acceptere den manglende inddragelse som et grundvilkår i deres anbringelse.
Nogle gange kan det være et problem at få sagsbehandleren til at tro på, hvad man siger. Det kan også være, at sagsbehandleren bare ikke tager det alvorligt – heller ikke, hvis det gælder noget vigtigt, som fx en voldsom magtanvendelse eller problemer i familien.

Refleksioner

De unges fortællinger indeholder vigtige og mangfoldige erfaringer med fagvoksne, herunder sagsbehandlere, i meget forskellige situationer. Tag en tale- lytterunde og fortæl:

• Hvilke afsnit og temaer griber dig/jer?
• Hvad er baggrunden for det?
• Hvad inspirerer det dig/jer til at gøre?
• Hvilke andre temaer eller diskussioner er vigtige at bringe på banen her?