2. Et barn – to beskrivelser

Introduktion til filmen
Lisbeth bor på børnehjem, fra hun er 12 til 14. Det fremgår ikke direkte af sagsakterne i Lisbeths mappe, hvorfor hun kommer på børnehjem. Men hun erindrer selv sin barske opvækst hos moren, der ofte tager på druk og lader Lisbeth være alene hjemme langt ude på landet. Da Lisbeth er 12 år, giver hendes geografilærer hende et telefonnummer til kommunen. Han fortæller, at børn, der ikke har det godt hjemme, kan ringe til dette nummer og få hjælp. Lisbeth ringer til kommunen, og samme dag bliver hun kørt hen på børnehjemmet. Hun flytter aldrig hjem til sin mor igen.

Forskellige børnesyn og ordenes magt
Sagsakterne, som Lisbeth læser op, stammer fra tiden på børnehjemmet. Synet på barnet og dets muligheder er meget forskelligt fra psykologen til Børne- og Ungdomscentret.
Såfremt I har behov for at få genopfrisket, hvordan de to forskellige beskrivelser lyder, kan I læse dem efter refleksionerne.

Refleksioner

• Når man lytter de to beskrivelser af det samme barn, får man indblik i to meget forskellige syn på Lisbeth på nogenlunde samme tid i Lisbeths liv? Hvilke tanker og refleksioner vækker det i dig/jer?
• Hvordan kan du/I forestille jer, at man som barn eller ung ville reagere på de to forskellige voksne, som i ord og gerning udtrykte de to forskellige børnesyn?
• Hvad kan være forklaringen på, at pædagogerne på Børne- og Ungdomscentret beskriver Lisbeth, som de gør?
• Man kan få det indtryk, at første sagsakt er mere en personkarakteristik, som har et iboende fejlfinderperspektiv, og den anden en mere anerkendende situationsbeskrivende tilgang, hvor man også inddrager barnets hidtidige betingelser og historie. Hvilken betydning og hvilke muligheder kan det have for socialrådgiverens arbejde – og de deraf følgende muligheder for barnet?
• Hvad tænker du/I om udtrykket, som bruges i første akt: Lisbeth ”sværmer for de voksne for at få opfyldt disse behov og krav”?
• Hvis man skulle forestille sig, at de fagvoksne og institutionen inddrager sig selv i forklaringsbilledet på barnets situation, reaktioner og handlinger, hvad ville der i så fald ske?
• Hvilke andre spørgsmål eller temaer kunne være interessante at drøfte?

Uddrag af teksten fra 1. sagsakt af Børne- og Ungdomscentret:

Lisbeth har stået i vejen for sin egen udvikling hen af vejen. Moren gør, hvad kun kan for at samarbejde med os. Det er også således, at Lisbeth bliver noget skuffet og frustreret, når moren tager sig en ordentlig tur i byen.” Lisbeths ressourcer: tøjvask, madlavning, værelset, ressourcer intelligensmæssigt. Problemerne opstår i forbindelse med nogle følelsesmæssige og sociale problemer. Lisbeth kan indimellem drøfte og forstå løsninger på problemerne. At gennemføre det har ikke været muligt. Lisbeth forkaster realiteterne eller fysisk flygter. Lisbeth vil have opfyldt egne behov og krav her og nu. Afreagerer over for døde ting. Hun sværmer om de voksne for at få opfyldt disse behov og krav, benægter sin adfærd, kaster problemer over på andre. Lisbeth tillader en adfærd overfor sig selv, som hun forkaster hos andre.

Uddrag af teksten fra 2. sagsakt af psykologen:

Lisbeth reagerer godt begavet, tilsyneladende harmonisk og socialt veltilpasset pige, ængstelig og utryg ved at bruge disse muligheder, oplevet sin tilværelse og sine omgivelser utilfredsstillende, skuffende og skræmmende, at det har været uudholdeligt for hende at tænke og opleve og føle det så intenst og dybt, som hun egentlig kan. Hun har i stedet distanceret sig ved at være en tilsyneladende uanfægtet veltilpasset men også noget overfladisk, farveløs og upersonlig adfærd og dermed opbygge et værn mod følelsen af utryghed og følelsesmæssig ensomhed mod angsten for hvad den nærmeste fremtid måtte udsætte hende for. Tilværelsen sammen med moren har klart været meget belastende for Lisbeth. Sin barnlige for alderen naturlige behov for omsorg og kærlighed oplever hun moren som ligegyldig overfor og en moden gensidig forpligtende kontakt oplever hun moren som for egoistisk til at indgå i. Lisbeth ved, ønsker og evner selv at indgå i følelsesmæssig nære og varige forhold mellem mennesker, men i sin hidtidige tilværelse synes hun mest at have oplevet menneskelige relationer som ofte overfladiske, ustabile, udnyttende og ofte voldsomme og aggressive, ofte i forholdet mellem mand og kvinde. Om forholdet mellem moren og sig selv, siger hun: ”Det er ligesom om der er en skærm mellem min mor og mig, som man ikke kan trænge igennem, vi har ikke rigtig noget sammen. Det er på høje tid at sikre Lisbeths gode personlige udviklingsmuligheder ikke bliver kvalt i et karakterneurotisk mønster, så meget mere som puberteten med den fysiske og psykiske omvæltninger er nært forestående.
Varig anbringelse i familiepleje vil formentlig bedst tjene Lisbeths tarv.

Et børnesolidarisk perspektiv
Lisbeth har været udsat for årelangt omsorgssvigt og seksuelle overgreb af de voksne, som skulle passe på hende. Alligevel bliver Lisbeth af Børne- og Ungdomscentret sendt på hjemmebesøg trods fortsat omsorgssvigt, druk i familien og seksuelt misbrug.

I dette link kan I finde en tekst om mestringsstrategier og resiliens, som I evt. kan inddrage i jeres refleksioner.

Refleksioner

• Hvad er dine/jeres umiddelbare reaktioner på det, du/I hører her?
• På hvilken måde kan disse erfaringer med voksne have præget Lisbeths relationer til de fagvoksne på Børne- og Ungdomscentret?
• Det er ikke usædvanligt at reagere med vrede og mistro på sine omgivelser, når man har været udsat for nogle af de ting, som Lisbeth har været udsat for gennem sin opvækst. Hvordan kan det ske, at man fokuserer og vurderer på barnets såkaldte adfærd og ikke på, hvad det kan være udtryk for?
• Vækker Lisbeths historie genklang hos dig/jer i forhold til din/jeres rolle og opgave med børn og unge?
• Hvordan møder du/I unge, som kan bære på stor mistillid til voksne og det sociale system?
• Prøv at betragte Lisbeth ud fra et børnesolidarisk perspektiv – at man bestræber sig på at lytte til barnet og forstå barnets i dets livssituation og ud fra de livsbetingelser, barnet har og hidtil har haft. Men samtidig medtage at et barn konsekvent bevæger sig, udvikler sig på de betingelser, det har og tilbydes, og bestræber sig på at udvikle overlevelsesstrategier eller såkaldte mestringsstrategier som reaktion på sine omgivelser – hvilken betydning ville det have for dit/jeres blik, og din/jeres professionelle rolle og opgave?
• Hvilke erfaringer har du/I som kunne give input til en best practice, både ift. det individuelle arbejde med udsatte børn og unge, men også i det tværfaglige og tværsektorielle arbejde?
• Hvilke andre ting kan være vigtige at drøfte under dette tema?

Når et barn vækker frustration eller ubehag
Det sker, at man sidder overfor et barn eller en ung, som vækker ens frustration. Måske oplever man også at skulle arbejde med et barn eller en ung, som man ikke bryder sig særlig meget om. Det kan være, at man oplever, at barnet eller den unge har en negativ attitude, har et hårdt sprog, lyver eller manipulerer med én, eller på andre måder vækker ens frustration, ubehag eller afmagt.

Refleksioner

• Hvad tænker du/I om Lisbeths fortælling?
• Hvis du/I skulle bestræbe jer på at finde en intention eller hensigt bag fx Lisbeths ord: ”Der gik sport i at se, hvor dårligt jeg kunne opføre mig over for dem. Det var ikke vigtigt for mig, om de kunne lide mig” – hvad kunne det i så fald være?
• Er der noget, der gør indtryk på dig/jer i dette afsnit, eller noget du/I kunne tænke jer at gå videre med i jeres arbejde?
• Hvis ja – hvad kunne det så helt konkret være?

Har du/I tid til yderligere faglig fordybelse, kan du/I nedenfor arbejde videre med inddragelse af børn og unge, at lyve som overlevelsesstrategi samt den unges egen handleplan.

Børn og unge inddrages for lidt
Nogle af de senere praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen har afdækket, at børn og unge i for ringe grad er blevet inddraget, hørt og delagtiggjort i deres egne sager. Desuden manglede der i en lang række sager relevant og tilbundsgående undersøgelser og udredning af barnets eller den unges situation og behov, før der blev truffet afgørelse i den konkrete sag.

Refleksioner

• Hvad er dine/jeres umiddelbare tanker om ”at Børn og unge inddrages for lidt?”
• Er det noget du/I kan genkende?
• Hvis ja – fortæl gerne ude fra konkrete sager eller situationer.
• Hvis nej – fortæl om dine/jeres erfaringer med at inddrage børn og unge. Hvad gør I helt konkret?
• Hvad kan der være af forskellige forklaringer på dette?
• Mangler der fx faglig viden eller redskaber?
• Kan tværfaglige samarbejde eller samarbejde mellem myndigheder fungere bedre – hvordan?
• Hvad vil du/I ellers pege på som væsentlige årsager?
• Inspirerer det til at gøre noget anderledes, motiverer det til et tiltag eller?
• Hvilke farbare vej frem kan der være på disse udfordringer eller problemstillinger?
• Er der andre spørgsmål/temaer, der er relevante at drøfte her?

Den unges egen handleplan
En socialrådgiver fra en institution i Nordsjælland fortæller, at hun sammen med den unge hjælper med refleksion til den unges egen handleplan. Institutionens erfaring er, at den unge ofte åbner mere op for socialrådgiveren end for sagsbehandleren i kommunen. Hun forklarer det bl.a. med, at det er ufarligt hos hende, og at de kender hinanden fra hverdagen på institutionen.

Refleksioner

• Kan barnet eller den unge være med til at udforme sin egen handleplan set med dine/jeres øjne?
• Hvilke forskellige typer af udfordringer kan der ligge heri?
• Hvordan kan disse udfordringer håndteres, set ud fra dine/jeres erfaringer?
• Inspirerer det til at gøre noget anderledes, motiverer det til nye tiltag eller?
• Er der andre spørgsmål/temaer, der er relevante at drøfte her?

Martin (tidl. anbragt):

Jeg var 11, da jeg flyttede hjemmefra selv. Jeg har boet på institution lige siden. Jeg tog mit første valg der og kom til Hornbæk, valgte selv at tilbringe noget tid der. Min mor og hendes kæreste ville gerne have lidt alenetid. Jeg var ikke glad for at være hjemme. Jeg ville væk fra min stedfar.

Kristian:

Det værste var at blive anbragt i en autocamper, så ku jeg lige så godt have været hjemme. Men den var bestilt, den autocamper. Jeg stak af 2-3 gange med alt mit tøj. Var i Jægersborg. Tog et tog med fuld oppakning og endte i Hillerød. Jeg ville gerne have været spurgt, i stedet for at de bare traf en beslutning. Alle gik grædende derfra, både bostedet, min mor, og mig.

At lyve som en overlevelsesstrategi
Når man vokser op under omsorgsvigt, krænkelser og utrygge forhold, kan man bl.a. have udviklet det at lyve som overlevelsesstrategi. Man kan lyve for at undgå straf i form af psykisk eller fysisk vold, for at undgå andre voksnes skæld ud og eksklusion fx i skolen. Barnet afsøger forskellige muligheder for at finde ud af, hvad det er, de voksne gerne vil have, barnet skal sige, som måske kan kortlægge nogle veje ud af problemet. At lyve kan blive denne vej ud – en strategi til at beskytte sig selv og forsøge at overleve. Set i lyset af dette kan det at lyve få en helt andet betydning.

Fagfolk, der arbejder med resiliens og mestringsstrategier som en konsekvent tilgang og etik, fortæller, at børn er fantastiske, fordi de udvikler mestringsstrategier. At lyve er for disse fagfolk en måde at skabe bevægelse. Det kan fx forklares med, at hvis barnet ikke kan holde det ud, der ér, så forsøger barnet mentalt at bevæge sig ud eller ind i noget andet, som er til at holde ud at være i.

At se på det at lyve som en nødvendighed for barnet, en overlevelsesstrategi, sætter løgnen i et andet perspektiv. I det lys, vil der altid være sandhed at finde i løgnen, eller bag løgnen, som er vigtig at finde ind til, fordi den vil afspejle en længsel efter det, barnet i virkeligheden ønsker.

Refleksioner

• Hvad er dine/jeres umiddelbare tanker eller reaktioner på dette?
• Er der noget du/I kan genkende? Fortæl gerne.
• Når I har et barn over for jer, der lyver, hvordan reagerer du/I så?
• Hvilke nye perspektiver kan det bringe ind i barnets sag at se på løgnen som en overlevelsesstrategi?
• Kan der være en sandhed eller en længsel at finde i løgnen?
• Hvis du/I skulle tænke på andre såkaldte negative reaktioner hos de børn og unge, som du/I møder, hvad kunne de så være?
• Kan disse reaktioner på samme måde ses som strategier, der har været nødvendige for barnet eller den unge, for at kunne overleve i sine omgivelser?
• Hvad betyder denne viden om børns reaktioner og mestringsstrategier for dit/jeres arbejde?
• Er der andre spørgsmål eller temaer, der kunne være vigtige at drøfte her?

Andre relevante problemstillinger
Til jer, der ønsker at tage et spadestik dybere og arbejde videre med socialrådgiverens betydning, rolle og opgave, er det efterfølgende materiale udviklet. Her lægges der mere op til, at gruppen selv prioriterer i materialet, og inddrager og drøfter de forslag til tilgange og perspektiver, der fremlægges.

At lytte til sig selv og sine egne reaktioner
Et redskab til at skærpe sin opmærksomhed på sine egne fortolkninger og sin forståelse af barnet eller den unge og dennes livssituation, er at lytte til sig selv, sine tanker og det sprog man vælger at bruge, mens man taler med barnet eller den unge, eller når man læser sagsakter. Lytte efter, hvilke konklusioner eller hvilken forståelse, man laver i sine tanker, og vurdere, om man kommer til at bedømme eller dømme eller på anden måde begrænse synet på eller forståelsen for den unge og dennes livssituation. Sagt med andre ord at bestræbe sig på at sortere forstyrrelser og støj fra, som påvirker til at se barnet eller den unge som problemet, eller på anden måde begrænser ens syn. Dermed vil man sammen kunne finde frem til, hvad der er på spil, og hvad der betyder noget for barnet eller den unge.
Baggrunden for en sådan tilgang er, at jo større forståelse, man som fagperson bestræber sig på at få, jo mere positiv og konstruktiv kontakt vil man få med barnet eller den unge, og herved vokser betydeligt flere menings- og handlemuligheder frem. Når forståelses- og meningslandskabet udvider sig, vil muligheds- og handlelandskabet folde sig tilsvarende ud.

Se barnet eller den unge som et menneske
Når man også i sit team og andre samarbejdsrelationer skærper sin opmærksomhed på at lytte til fortolkninger og forståelser, og sortere de uforstående, fordømmende og begrænsende faktorer fra, vil man i samarbejde kunne skabe en mere nuanceret forståelse for barnets eller den unges situation. Se barnet eller den unge som et menneske, der reagerer på sin historie og de betingelser, som han eller hun hidtil har haft i sit liv.
De øjne, man ser barnet med, har afgørende betydning for det, man ser. Det leder til et spørgsmål, om man kan vælge at kunne lide et barn? Kan man vælge det blik, man ser barnet med? Kan man vælge at holde af et barn?

Teamets betydning
Man kan bruge teamet til at drøfte, hvilket børne- og menneskesyn, man arbejder ud fra, de forskellige fortolkninger, og når man fagligt føler sig på usikker grund. Dermed drager man samtidig nytte af en betydelig større erfarings- og videnbank internt i teamet.

Så snart man bliver klar over, hvilke fortolkninger, der er i spil, eller hvilket børnesyn, der dominerer, er det også lettere at stille spørgsmål ved dette i teamet. At man i samarbejde bliver opmærksom på ikke at lade negative kræfter tage over og påvirke til at sætte en snæver fortolkningsramme ned over barnet eller den unge og dennes livssituation.

Lisbeth Zornig Andersen taler selv om, at der skal være fokus på at LYTTE og koordinere lytningen. Konkret betyder dette, at man i teamet, der har samtaler med barnet, taler sammen om det. At man lytter bag om ordene.

Når barnet ikke passer ind i pædagogikken
Lisbeth boede på Børne- og Ungdomscentret i Nakskov, fra hun var 12, til hun var 14 år, og hun fortæller: ”Jeg er ked af at min mor havde så meget magt. Jeg kunne ikke komme hjem til min far, jeg kunne ikke komme i plejefamilie. Jeg kunne bare blive et sted, hvor de ikke kunne lide mig.”

Måske kan Lisbeths oplevelse suppleres i et andet lys. På nogle institutioner hersker en pædagogisk tilgang, som i virkeligheden begrænser pædagogernes muligheder og manøvrerum, og dermed vil de indsatser, som man tilbyder barnet aldrig være tilstrækkelige eller for så vidt aldrig være de rette. Dermed ligger det lige for at konkludere, at barnet/den unge ikke samarbejder, at hun er umedgørlig, er meget aggressiv osv. Barnet passer ikke ind i det pædagogiske system, der er sat op, og frem for at se kritisk på egne systemer og egne praksisser, bliver det barnet, der bliver problemet og ikke passer ind. I Lisbeths anbringelse på BUC kan dette samt nogle af flg. forhold måske have haft indflydelse:

1. At Lisbeth ikke kan “adfærdsreguleres og tilpasses” til det, som pædagogerne på stedet mener er vigtigt – måske er socialtræning eller adfærdsregulering nogle af de herskende pædagogiske tilgange.
2. Kønsperspektiv: Lisbeths er ikke en introvert og stille pige, som mange piger var på det tidspunkt. Måske inspireret at sine brødre, er hun mere offensivt reagerende, og ikke mindst proaktiv på egne behov og ønsker. Dette passer måske ikke ind i de pædagogiske erfaringer og rammer på BUC, og derfor vil en pige som Lisbeth risikere at blive udelukket fra de voksnes sympati. Men det er vigtigt at medtage, at Lisbeth fortæller om opholdet på BUC: ”der var én, der kunne lide mig, han brød ud i sang, når han så mig!”
3. Hvis man havde inddraget og drøftet formål og indsats mm. med Lisbeth og sammen set tingene i en større sammenhæng, kunne det måske have været anderledes. Det vil sige, at fagvoksne havde inddraget, lyttet, drøftet og sammen fundet frem til, hvad der betød noget for Lisbeth. Mange børn og unge mangler at fagvoksne tager dem alvorligt og ser dem som ligeværdige mennesker. Lisbeth fortæller: ”Ordrer modtog jeg ikke, man kunne ikke skræmme mig eller bestikke mig”. Mange børn og unge opgiver voksne, der hverken ”ser”, ”lytter” eller prøver at ”forstå” dem, deres ressourcer og færdigheder.
4. I mange rapporteringer er der retningslinjer for, at man fx ikke må fortolke, kun beskrive – Hvad det konkret indebærer, er ofte ikke eller kun meget begrænset foldet ud, og mange fagfolk er ikke tilstrækkeligt trænede i at rapportere, hvilket kan være til skade for barnet eller den unge.