Til Børn og Unge

Hvis du selv personligt kender til omsorgssvigt og overgreb, vil du måske kunne genkende nogle af de scener, som Lisbeth fortæller om i de fem film. At se dem sammen med andre børn og unge, kan give dig mulighed for at se dine egne erfaringer i lyset af Lisbeths. Lisbeth Zornig Andersen er en meget autentisk, levende og rørende fortæller, og de fleste berøres af de historier, hun fortæller på sin rejse tilbage til sin barndom. Hun er meget åbenhjertig og går tæt på smertefulde oplevelser, såvel som kærlige oplevelser.

Hvilke erfaringer har jeg med at blive lyttet til
Som barn eller ung stiller du måske dig selv nogle af de samme spørgsmål. Hvilke erfaringer har du med at blive lyttet til og taget alvorligt af forskellige voksne gennem livet? Har du mødt troværdige voksne, som har vakt din tillid på trods af tidlige erfaringer om det modsatte. Har det været oplevelser i skolen eller andre steder, som har gødet din værdighed og tro på livet? Har der været livstruende erfaringer, og hvad har de gjort ved dig?

Lytte til andre og måske selv fortælle
At se disse film sammen med andre, kan give dig mulighed for at udveksle erfaringer, eller måske bare lytte til andres fortællinger og opleve, at du ikke er alene med de her ting – vi er flere sammen, der deler nogle af de samme erfaringer, og måske har vi også nogle af de samme drømme og håb for fremtiden. Eller måske har vi meget forskellige håb og drømme, som kan være værd at dele.