3. Tillid

Introduktion til filmen
Da Lisbeth er 14 år, kommer hun fra børnehjemmet til et behandlingshjem for unge piger, Hylleholt Husgerningsskole. Hun kommer fra et børnehjem, hvor hun aldrig har følt sig elsket eller forstået. På husholdningsskolen føler hun sig værdsat. Hun føler sig især set og opmuntret af forstanderen Rigmor og pædagogen Karen.
Lisbeths mor har mødt en ny mand og fortsætter med at leve i vold og alkoholmisbrug. Lisbeths brødre er alle omkring eller over 18 år og skal forsøge at passe sig selv.

Hvordan Karen vandt Lisbeths tillid
På Hylleholt fortæller Lisbeth efter mange års skamfuld tavshed Karen om stedfarens seksuelle overgreb. I filmen er der en længere samtale mellem Lisbeth og Karen om, hvad der skulle til for at skabe tillid til det vrede og afvisende barn.
Hvis du/I har behov for at læse dialogen fra filmen, kan du/I læse dem umiddelbart efter refleksioner nedenfor. Her kan I læse uddybende om tillid og nogle af de ting, som fagvoksne identificerer som udfordringer. Teksten kan inddrages efter behov.

Refleksioner

• Var der noget i filmen, som særligt fangede din opmærksomhed, undrede eller greb dig eller på anden måde gjorde et særligt indtryk? Det kan fx være noget, en person sagde eller gjorde, noget det skete, eller en scene som står særligt frem for dig? – Fortæl gerne …
• Hvad tror du/I har betydet noget for Lisbeth i forhold til valg af voksen?
• Hvad ser du/I hos Karen, som har betydet noget for Lisbeth?
• Lisbeth fortæller, at hun var bange for, at hun ville blive kigget på som et misfoster – hvad mener hun med det?
• Hvad gjorde eller sagde Karen, som har vakt Lisbeths tillid?
• Kan man her tale om, at et barn vælger en voksen?
• Hvilke erfaringer har du/I med at have tillid til en voksen? Fortæl om det?
• Hvad betyder det for dig? Kom gerne med eksempler fra dit liv
• Hvad tænker du/I om det, at Lisbeth ”begyndte at sove”?
• Er der andre ting du/I har bemærket, som kunne være vigtige at nævne eller drøfte?

Inddrag gerne citaterne nedenfor i jeres drøftelser. De er alle citater fra skole- og gymnasieelever.

Karen kan hjælpe Lisbeth med at opbygge tillid til andre ved at opbygge tillid til hende. Karen sætter sig ind i Lisbeths problemer, som folk ikke gjorde før. Hun sætter sig ind i, hvordan hun har det og ikke sig selv.

For at vække min tillid, skal det være en der stiller sig selv ligeværdigt – stiller andre ligeværdigt – ikke ser ned på nogen.

Jeg kunne godt lide denne film, fordi den giver indblik i, at hun ikke bare er fortabt og selv redder sig ud. Det skal være ok at bede om hjælp. Man behøver ikke selv skulle trække sig op. Man kan have brug for hjælp, og det er sgu i orden. I de andre film virker det som om, hun har klaret sig godt alene. Hun har gjort det selv. Men man har brug for hjælp mange gange.

Både mor, far og stedfar skulle have haft en Karen.

Det gjorde ret stort indtryk på mig, da Karen nævner, at hun ikke kunne se på Lisbeth, at hun havde været udsat for overgreb. Altså at Lisbeth kunne rumme at tackle sådanne problemer selv, og udadtil virke mere eller mindre uforstyrret. Men man kan kun forestille sig hvor kaotisk, hun måtte have været inden i.
Hvis jeg skulle arbejde med det som et tema, kunne det være at tale om menneskelig adfærd, og hvad der kan skjules bag et smil. Måske igennem forskellige historier. Jeg ville undersøge forskellige slags misbrug, et barn kan være udsat for, og hvilke konsekvenser dette har for barnet. Så ville jeg snakke om hvilke tegn man kan lede efter, hvis et barn er udsat.

Det greb mig, hvor vigtigt det er at tale om tingene. Hvis man har oplevet noget forfærdeligt, nytter det ikke noget at holde det inden i sig selv – og ligeså vigtigt er det derfor også, at der er nogle, der kan lytte til det, du har at sige. Det kan betyde alting i sidste ende om man fik ’læsset byrden af’.
Det er vildt at tænke på, hvor stor indflydelse en simpel ting som en samtale, kan have på et barns fremtid. Selvfølgelig var denne samtale mellem Lisbeth og Karen ikke simpel i den forstand, da det er svært at komme ud med sådan nogle ting. Men samtidigt viser det bare at det ikke altid er institutioner og psykologer, der er vejen ud af sådanne problemer.
Som tema ville jeg arbejde med tillid – hvad er tillid? Hvem kan man have tillid til? Hvor vigtigt er tillid, når det kommer til et barns fremtid?

Lisbets fortælling om, hvordan Karen vandt hendes tillid

Lisbeth: ”Karen er tæt på at være en erstatning for en mor. Hun har været et forbillede, min mentor, hele livet igennem. Det er jo ikke det, man kan forvente, når man bor på børnehjem af en pædagog, men det har det så været med Karen. Men så var hun også den, der fik mig til at snakke om de seksuelle overgreb, jeg oplevede. Jeg tror ganske enkelt ikke at jeg havde været der, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde fået det bearbejdet på den massive måde, som jeg har oplevet.”

Dialog mellem Lisbeth og Karen
Lisbeth: ”Du har altid haft en passende kropslig distance, som har passet mig rigtig godt. Hvor nogen kan røre for meget. Når folk har hørt mig snakke om min pædagog, har de forestillet sig sådan en stor favn og masser af kram. Vores nærhed er meget på det mentale plan.”

Karen: ”Jeg har faktisk aldrig læst din sag, så jeg vidste slet ikke, hvor slem du var. Men jeg tror på, at du har sikkert opført dig rædsomt. Men det der forsøg på at koble dig på husets psykolog, det … øøhh … der fik jeg i hvert fald syn for sagen, at når der var noget, du ikke ville, så ville du ikke. Psykologen kom fortvivlet tilbage og sagde: ”Hun filede negle!” … og du filede negle, og jeg ved ikke hvor lang tid der gik, så opgav vi det, for det førte jo ingen steder hen. Og så aftalte vi, at jeg i stedet skulle prøve at tage nogle samtaler med dig for at høre, hvordan det følelsesmæssigt stod til. Og vi havde jo en eller anden form for tillidsforhold sikkert opstået i kraft af alle de tyske verber, vi havde bøjet i tidens løb, men også i kraft af alt det, vi har grinet sammen.”

Lisbeth: ”Jeg tror ikke, jeg overvejede at sige det til nogen.”

Karen: ”Jeg sagde på et tidspunkt til dig, at du ligner én, der har båret alt for tunge byrder på dine skuldre. Og det sagde jeg meget indtrængende. Og så græd du. Så krakelerede den dér skal, eller også og det ved jeg faktisk ikke den dag i dag, om du i det øjeblik faktisk fik erindringerne tilbage om de der overgreb, for det var dem du begyndte at fortælle om.”

Lisbeth: ”Det, der var min største frygt, det var, at jeg blev betragtet som et dårligt menneske, som en syg, hvis jeg fortalte om det. Altså i stedet for som skadet – det slog mig ikke. Mere det der, at man ville kigge på mig som et misfoster.”

Karen: ”Følgevirkningerne er fuldstændig det samme – tillidsbrud som næsten noget af det værste, og så den der forkerthedsfornemmelse.”

Lisbeth: ”Blev du overrasket?”

Karen: ”Måske ikke så meget … nej … men som sagt jeg havde ikke nogen hypotese om, at du havde været udsat for … for jeg synes ikke der var noget i din adfærd, som jeg har set det hos mange andre unge, hvor man næsten kan se på adfærden i det daglige, selv ved spisebordet, sådan nogle undertoner af seksualiserende adfærd, det kan man næsten altid spotte. Det havde jeg ikke set. Og jeg synes det var fantastisk hårdt for dig … ja … ja.”

Lisbeth: ”Det skjulte du godt.”

Karen: ”Jeg gik ikke upåvirket fra den samtale, lad os sige det sådan.”

Lisbeth: ”Men du skjulte det godt – altså det var også vigtigt for mig, at du ikke ligesom reagerede for voldsomt.”

Karen: ”Man skal ikke lige pludselig afbryde sådan en samtalerække. Jeg må ikke løbe fra det, vel. Så vi fortsatte bare at tale videre om det.”

Lisbeth: ”Jeg kan bare huske den der lettelse, og så kan jeg bare huske, hvordan jeg begyndte at sove, altså jeg faldt i søvn alle mulige steder, hjemme hos dig og Børge, og i skolen. Jeg kunne ikke ligge ned uden at falde i søvn. Og jeg tror simpelthen, der var en sammenhæng. Jeg ved ikke hvorfor jeg havde behov for at sove, men det kom dér, at jeg faktisk kunne sove, jeg tror jeg slappede af.”

Karen: ”Det var dén byrde, du havde båret på dine alt for unge skuldre.”

Se det enkelte barn på dets egne præmisser
Lad os prøve at se på Lisbeths liv frem til hun kommer på Hylleholt Husgerningsskole, hvor Karen arbejder som pædagog. Hvad er der sket i hendes liv frem til da, og hvad ved vi om de voksne, der hidtil har omgivet hende? På hvilken måde kan det have præget et barn?

Refleksioner

• Hvis vi havde 14-årige Lisbeth siddende over for os i dag, hvad ville vi så se? Hvordan ville hun reagere over for voksne? Over for jævnaldrene?
• Kender du selv til nogle af de ting, der bliver talt om her?
• Hvis ja, på hvilken måde?
• Hvad ville være vigtigt for dig/jer at gøre, hvis du/ I var ven, klassekammerat eller bekendt til Lisbeth?
• Hvad er tillid mellem jævnaldrende kammerater? Hvordan kommer den til udtryk?
• Hvad mener du/I, der bl.a. kan være med til, at en barn eller ung kan bryde med den sociale arv og udvikle sig til mønsterbryder eller mælkebøttebarn?
• Hvilken rolle kan du/I være med til at spille?
• Hvad er en mønsterbryder set med dine/jeres øjne?
• Hvilken viden og erfaringer har du/I med mønsterbrydning? – kom gerne med konkrete eksempler.
• Er der andre ting, som du/I gerne vil drøfte her?

Skabe et fælles tredje
Lisbeth fortæller:

Jo mere stresset jeg var, jo flere strategier havde jeg for at overleve. Man kan kun kende overlevelsesstrategierne, hvis man kender barnet. Derfor – skab et klima hvor man kan lægge dem fra sig. Men der ligger et langt relationsarbejde forud for at kunne det. En pædagog havde savet brænde en hel vinter med et dreng – pludselig en dag fortalte han noget. Karen og jeg havde lektierne. Det kræver relation, tillid. Hvis ingen relation og tillid får man kun løgn og overlevelsesstrategier.

Skolen bliver særligt betydningsfuld for Lisbeth, og hun har som kriterium at opretholde skolen og blive dygtig. Karen har en måde at tale om skolen på, som om det er den naturligste ting i verden, at Lisbeth skal videre med sin uddannelse. Karen opmuntrer Lisbeth ved at vise, at hun tror på hende i ord og handling. Hun siger fx: ”det får du brug for, når du skal på universitetet.”

Refleksioner

• Skolen er betydningsfuld for Lisbeth – det der med, at noget er betydningsfuldt for én, det kan være noget, man kan lide at gøre eller lave, nogle bestemte mennesker at være sammen med eller noget helt andet – er det noget du/I kan genkende?
• Hvad betyder det, når man bliver bakket op i det, der betyder noget særligt for en?
• Hvad forstår du/I ved ”Det fælles tredje” – kom gerne med eksempler på, hvad det kunne være for dig/jer?
• Hvilke bud har du/I på hvad det fælles tredje kan af gode ting?
• Drøft gerne citatet: ”Hvis Karen havde fået en rolle, som en der fritter mig eller pumper mig, ville jeg blive mistroisk. Hvis hun begyndte at fritte under lektielæsningen, have en skjult dagsorden. Det skal være helt klart, hvornår der er terapi, og hvornår det er hygge.”
• Kom med forslag til, hvad der kunne stilles af vigtige spørgsmål til temaet ”tillid”, som mangler at blive stillet?

Hvis du/I har lyst til at arbejde videre med emnet tillid, kan du/finde ekstramateriale i det følgende.

Unge fortæller om tillid til fagvoksne
Vi har spurgt en gruppe af unge, som tidligere har været anbragt på institution, hvad de mener, der er vigtigt, for at de fatter tillid til en voksen. De unges fortællinger rummer mangfoldige erfaringer med fagvoksne, herunder sagsbehandlere, i meget forskellige situationer.

Kristian:

Jeg har haft 3 sagsbehandlere. Hver gang der er en ny, siger de: “fortæl om dig selv” – og man orker ikke at fortælle sin historie igen!
Det med at vise tillid. Min sagsbehandler stopper nu. Hun er dygtig! De skal være åbne omkring tingene. Når de skriver papirerne, sender de dem ud til én, så man kan spørge. Så man er med i deres papirarbejde. Jeg har prøvet at blive dømt på forhånd pga. sagsakter. I papirerne til Godhavn stod der, at jeg var udadvendt, aggressiv og voldelig. Så jeg måtte ikke gå ud det første stykke tid. Tre måneder efter sagde de til mig, det var noget fis, der stod i mine papirer. Trist et papir med nogle streger på skal vurdere dig som person.
De skal ikke sige tingene videre. Hvis jeg siger noget til Mads (pædagog), siger han det ikke videre til de andre unge her. Men jeg ved han vender det med andre pædagoger. Og det ved jeg. Det er fedt de er inde i sagen, og hvad der sker for mig. Jeg kan godt lide at bruge min første kontaktperson til nogle snakke, Mads til noget andet, Per til noget tredje.

Maya:

De skal kigge lidt ud af boksen. Måske har man nogle diagnoser eller ting og sager, hvor de måske kan se én med almindelige øjne i stedet for at se en i den boks, man er blevet sat i. Se én som et helt almindeligt menneske. I stedet for at man hører til i en boks og derfor er på en bestemt måde. Det synes jeg er der, hvor jeg føler mig mest tryg.

Martin:

Efter min diagnose (skizofreni) – jeg har svært ved at tilknytte mig en person. Jeg skal bruge længere tid. Hvordan skal jeg være åben over for nye mennesker? Jeg har haft omkring ti sagsbehandlere. Jeg har ikke vidst, hvilket ben jeg skulle stå på. Fx da jeg skulle flytte fra institutionen. Hvad skulle jeg så? Fik jeg en ny sagsbehandler? Det er svært for mig at virke positiv til et møde med en person, jeg ikke ved, hvad er for en.
Med diagnosen har jeg fået en helhed – ved hvad jeg skal arbejde med. Jeg føler ikke det er en boks, men en forklaring på, hvorfor gør jeg de her ting? Hvorfor sover jeg ikke om natten? Så er jeg forberedt på tingene hver dag. I stedet for at gå og tænke over, hvorfor jeg gør som jeg gør. Det giver mere ro. Det er det jeg har gået og kæmpet med.

Maya:

Diagnoser kan gøre begge dele. De kan støtte fordi de forklarer. Men hvis man kun ses med sygebriller, så er det frustrerende.

Refleksioner

• De unges fortællinger rummer spændende og mangfoldige erfaringer med fagvoksne, herunder sagsbehandlere, i meget forskellige situationer. Tag en tale- lytterunde og fortæl:
• Er der nogle ting i disse fortællinger, som gør særligt indtryk på dig eller jer eller på anden måde griber dig/jer?
• Hvordan kan det være?
• Hvis du/I skulle fortæller om 3-5 vigtige ting i ”tillid” hvad skulle det så være?
• Hvorfor er det vigtigt for dig/jer?
• Hvordan kunne man gribe nogle af disse ting an, men med fokus på at gøre det bedre?

Anbragte børn og unge fortæller om behov for voksne
I dette afsnit får I uddybet, hvordan det er at være anbragt barn i en plejefamilie, på døgninstitution eller på et opholds- sted i Danmark i 2011. Oplysningerne stammer fra en rapport fra Børnerådet 2011: ”De prøver at gøre det så normalt som muligt”. Et indblik i 113 anbragte børn og unges liv. Hvis I vil læse hele rapporten, kan I finde den på Børnerådets hjemmeside: www.boerneraadet.dk
Det følgende er udvalgte afsnit fra rapporten, som bl.a. Lisbeth Zornig Andersen er medforfatter til. Nogle af afsnittene er redigerede, og der er suppleret med refleksioner med det formål at lade materialet indgå i dette undervisningsmateriale.

Børnenes oplevelser – ønsket om at blive lyttet til
Undersøgelsen bekræfter, at børn generelt har stor indsigt i deres egen situation, behov og udvikling – og anbragte børn er på ingen måde en undtagelse. Det er slående, hvor reflekterende og loyale børnene er over for de beslutninger, der træffes på deres vegne. Men også, at der fortsat er langt igen i forhold til at inddrage børnene systematisk i beslutningerne om deres eget liv. Det er min egen erfaring, både som tidligere anbragt og som børnerådsformand, at der hvor barnet reelt høres og inddrages i beslutningerne, er der størst chance for succes. At det så også er det eneste etisk korrekte at gøre, gør det bestemt ikke ringere.

Sagsbehandleren spiller en særlig rolle i anbragte børns liv. Selv om de typisk ikke mødes ansigt til ansigt mere end to gange årligt, er sagsbehandleren en person, der fylder meget for de anbragte børn, og det har stor betydning, at relationen og kemien er i orden. Nogle få børn fortæller om en langvarig og god relation til en enkelt sagsbehandler, som har fulgt dem – nogle gange også efter, at de er flyttet eller har fået ny sagsbehandler. En sms med en hilsen kan have stor betydning; den viser børnene, at de ikke er glemt.

Desværre oplever de anbragte børn alt for mange udfordringer i relationen til deres sagsbehandler.

Nogle har haft op mod 20 forskellige sagsbehandlere. Og det sker, at børnene ikke får en forklaring på, hvorfor sagsbehandleren bliver skiftet ud. Som regel betyder det, at de skal i gang med at fortælle alting forfra for endnu en voksen, som kun kender dem ud fra deres sagsakter.

Det er svært at opbygge den nødvendige tillid, hvis man hele tiden skal forholde sig til en ny. Børnene oplever ofte, at deres sagsbehandler ikke rigtig kender dem – og i øvrigt lytter mere til andre voksne end til børnene.
Hvis sagsbehandler er det egentlig? Nogle føler, at det mest er de voksnes.
Pædagogernes, plejeforældrenes og især forældrenes. Børnene oplever, at det er de voksne, som sagsbehandleren lytter til, og de voksnes ord, der tillægges størst vægt. En oplevelse, der kan forstærkes, når sagsbehandleren, i skikkelse af det personrettede tilsyn, under besøg på en institution eller i en plejefamilie bruger det meste af sin tid på at snakke med de voksne bag en lukket dør.

Hertil kommer naturligvis, at børnene selv ligger inde med en viden om, hvordan lige netop de oplever verden. Ingen andre har samme kendskab til deres oplevelser, følelser, drømme og bekymringer – deres liv, som det udfolder sig i skolen, på anbringelsesstedet, i klubben, på hjemmebesøg osv. Det er den viden, den pædagogiske indsats skal bygge på.

Mange af børnene vil gerne have mere og anderledes tid sammen med deres sagsbe- handler. Fx vil mange gerne opleve andre ting med ham eller hende end bare at holde møder og snakke. Børnene foreslår en gå- eller køretur, måske en udflugt til stranden, på café eller i biografen – i hvert fald noget, der lugter mindre af møde.
Når man i dag skal i kontakt med sin nuværende sagsbehandler, går det ofte via institutionens personale. Mail og telefon har lang svartid, måske 14 dage.

Her er således fortællinger om savn, usikkerhed, magtesløshed og svigt. Og der er fortællinger om voksne på anbringelsesstederne og i kommunerne, som ikke har tilstrækkeligt fokus på børnenes rettigheder, og som ikke giver børnene den tillid, omsorg og fortrolighed, de har behov for.

Omvendt er der også flere, der fortæller, at de føler sig holdt af, de får nye venner, og de bliver sundere under deres anbringelse. De får hjælp og behandling, de oplever nye muligheder i kontakten til voksne – og de mærker, at der er nogen, der engagerer sig i dem, der vil dem og har ambitioner på deres vegne
”Man kan stole på dem og have tillid til dem. De forstår en, det gør de. De undersøger det, man spørger dem om, og gør det, man spørger dem om.”

Manglende kendskab til egne rettigheder
Har man fx ret til at tale alene uden sine forældre? Kan man forvente fortrolighed med sagsbehandleren eller tilsynspersonen? Kan man blive tvunget til at arbejde, og har man krav på løn og lommepenge? Og er det egentlig okay, når pædagogerne ikke gider køre en et sted hen, eller når de bruger tiden på kontoret i stedet for med børnene?

Eller når en sagsbehandler bliver udskiftet efter ønske fra forældrene, uden at barnet bliver spurgt. Tilliden kan også undermineres, når ting, børnene har fortalt i fortrolighed, bliver lækket til andre voksne omkring børnene. Det kan betyde, at man mister lysten til – eller slet ikke tør – at fortælle sagsbehandleren noget vigtigt.
Børnenes spørgsmål handler ofte om deres rettigheder i forhold til mobiltelefonen – må de voksne tage den og hvor længe? Har man fx ret til at tale alene med sine forældre? Kan man forvente fortrolighed med sagsbehandleren eller tilsynspersonen? Kan man blive tvunget til at arbejde, og har man krav på løn- og lommepenge? Og er det egentlig okay, når pædagogerne ikke gider køre en et sted hen, eller når de bruger tiden på kontoret i stedet for med børnene?
De reagerer på, når de bliver lidt usynlige, ikke er blevet betragtet som ligeværdige og aktive medspillere i eget liv. Det gælder især, når sagsbehandlere og personalet på institutioner træffer vigtige beslutninger med store konsekvenser for børnenes hverdag og fremtid.
I dagligdagen drejer det sig om at blive involveret i beslutninger om, hvordan hverdagen på en institution struktureres, fx når aktiviteter tilrettelægges, at de får begrundelser for, hvorfor regler er, som de er, eller hvorfor der er truffet bestemte beslutninger om en. De værdsætter, at det, de fortæller de voksne, bliver taget alvorligt og handlet på.

Når inddragelse bliver pseudoinddragelse
– når man reelt ikke taget alvorligt af de voksne

Hvis de ikke synes, det er godt nok, så gider de ikke. Det er deres stemme, der tæller i sidste ende (…) Så jeg gider slet ikke sige noget. Jeg vil have det overstået hurtigt. For hvis man siger noget, så kan pædagogerne blive sure, og det er bare ikke godt. Så jeg har det bare sådan, at man kan ligeså godt lade være. Hvis man brokker sig over dem, så bliver de meget sure.

Når magtstrukturen er en hindring for reel inddragelse og alt skal gå gennem lederen, som aldrig er der eller har tid til at lytte. Desuden er børnene ikke rigtig vant til at snakke med ham og har derfor sværere ved at gå til ham.

Når de voksne ikke tror på det, barnet fortæller
En pige fortæller om en oplevelse på hendes opholdssted, hvor hun efter en ubehagelig episode med en dreng blev udsat for rygter og trusler fra drengen. Hun gik både til pædagogerne og til sin sagsbehandler for at få hjælp, men oplevede, at de ikke tog hende seriøst.

Bevidste strategier eller desperate handlinger for at blive set og hørt
– kan være at lyve, stikke af, true med selvmord eller forsøge med selvmord, pjække fra skole mm. Nogle opnår at blive hørt og får positive forandringer, andre opgiver at blive hørt, mange nærer mistro til både system og voksne generelt. Andre igen synes at acceptere den manglende inddragelse som et grundvilkår i deres anbringelse.
Nogle gange kan det være et problem at få sagsbehandleren til at tro på, hvad man siger. Det kan også være, at sagsbehandleren bare ikke tager det alvorligt – heller ikke, hvis det gælder noget vigtigt, som fx en voldsom magtanvendelse eller problemer i familien.

Refleksioner

• Er der noget, du kan relatere til dig selv? Hvordan kan det være?
• Hvilke afsnit og temaer griber dig/jer?
• Hvad er baggrunden for det?
• Hvad inspirerer det dig/jer til at gøre?