2. Et barn – to beskrivelser

Introduktion til filmen
Lisbeth bor på børnehjem fra hun er 12 til 14. Det fremgår ikke direkte af sagsakterne i Lisbeths mappe, hvorfor hun kommer på børnehjem. Men hun erindrer selv sin barske opvækst hos moren, der ofte tager på druk og lader Lisbeth være alene hjemme langt ude på landet. Da Lisbeth er 12 år giver hendes geografilærer hende et telefonnummer til kommunen. Han fortæller, at børn, der ikke har det godt hjemme, kan ringe til dette nummer og få hjælp. Lisbeth ringer til kommunen, og samme dag bliver hun kørt hen på børnehjemmet. Hun flytter aldrig hjem til sin mor igen.

Forskellige børnesyn og ordenes magt
Sagsakterne, som Lisbeth læser op, stammer fra tiden på børnehjemmet. Synet på barnet og dets muligheder er meget forskelligt fra psykologen til Børne- og Ungdomscentret.
 Såfremt I har behov for at få genopfrisket, hvordan de to forskellige beskrivelser lyder, kan I læse det lige efter refleksionerne.

Refleksioner

• Er der noget, der griber eller undrer dig/jer i dette afsnit?
• Når man lytter, er det to meget forskellige beskrivelser af det samme barn. Hvilke tanker og spørgsmål vækker det i dig/jer?
• Hvilket indtryk gør Lisbeths reaktioner, mens hun læser op, på dig/jer?
• Hvordan kan du/I forestille jer, at man som barn eller ung ville reagere på de to forskellige børnesyn?
• Hvad kan være forklaringen på, at pædagogerne på Børne- og Ungdomscentret beskriver Lisbeth, som de gør?
• Man kan få det indtryk, at første sagsakt er mere en personkarakteristik, som har fokus på fejl hos Lisbeth, og den anden en mere anerkendende, hvor man også set barnets historie. Hvilken betydning kan de to beskrivelser have for at gøre det, der kan være godt for Lisbeth på sigt?
• Hvad tænker du/I om udtrykket, som bruges i første akt: Lisbeth ”sværmer for de voksne for at få opfyldt disse behov og krav?”
• Hvilke andre spørgsmål eller temaer kunne du/I tænker jer at tage op her?

Uddrag af teksten fra 1. sagsakt af Børne- og Ungdomscentret:

Lisbeth har stået i vejen for sin egen udvikling hen af vejen. Moren gør, hvad kun kan for at samarbejde med os. Det er også således, at Lisbeth bliver noget skuffet og frustreret, når moren tager sig en ordentlig tur i byen.” Lisbeths ressourcer: tøjvask, madlavning, værelset, ressourcer intelligensmæssigt. Problemerne opstår i forbindelse med nogle følelsesmæssige og sociale problemer. Lisbeth kan indimellem drøfte og forstå løsninger på problemerne. At gennemføre det har ikke været muligt. Lisbeth forkaster realiteterne eller fysisk flygter. Lisbeth vil have opfyldt egne behov og krav her og nu. Afreagerer over for døde ting. Hun sværmer om de voksne for at få opfyldt disse behov og krav, benægter sin adfærd, kaster problemer over på andre. Lisbeth tillader en adfærd overfor sig selv, som hun forkaster hos andre.

Uddrag af teksten fra 2. sagsakt af psykologen:

Lisbeth reagerer godt begavet, tilsyneladende harmonisk og socialt veltilpasset pige, ængstelig og utryg ved at bruge disse muligheder, oplevet sin tilværelse og sine omgivelser utilfredsstillende, skuffende og skræmmende, at det har været uudholdeligt for hende at tænke og opleve og føle det så intenst og dybt, som hun egentlig kan. Hun har i stedet distanceret sig ved at være en tilsyneladende uanfægtet veltilpasset men også noget overfladisk, farveløs og upersonlig adfærd og dermed opbygge et værn mod følelsen af utryghed og følelsesmæssig ensomhed mod angsten for hvad den nærmeste fremtid måtte udsætte hende for. Tilværelsen sammen med moren har klart været meget belastende for Lisbeth. Sin barnlige for alderen naturlige behov for omsorg og kærlighed oplever hun moren som ligegyldig overfor og en moden gensidig forpligtende kontakt oplever hun moren som for egoistisk til at indgå i. Lisbeth ved, ønsker og evner selv at indgå i følelsesmæssig nære og varige forhold mellem mennesker, men i sin hidtidige tilværelse synes hun mest at have oplevet menneskelige relationer som ofte overfladiske, ustabile, udnyttende og ofte voldsomme og aggressive, ofte i forholdet mellem mand og kvinde. Om forholdet mellem moren og sig selv, siger hun: ”Det er ligesom om der er en skærm mellem min mor og mig, som man ikke kan trænge igennem, vi har ikke rigtig noget sammen. Det er på høje tid at sikre Lisbeths gode personlige udviklingsmuligheder ikke bliver kvalt i et karakterneurotisk mønster, så meget mere som puberteten med den fysiske og psykiske omvæltninger er nært forestående.
Varig anbringelse i familiepleje vil formentlig bedst tjene Lisbeths tarv.

Et børnesolidarisk perspektiv
Lisbeth har været udsat for årelangt omsorgssvigt og seksuelle overgreb af de voksne, som skulle passe på hende. Alligevel bliver Lisbeth af Børne- og Ungdomscentret sendt på hjemmebesøg trods fortsat omsorgssvigt, druk i familien og seksuelt misbrug. Lige under refleksionerne kan I finde en tekst om resiliens, som I evt. kan inddrage i jeres refleksioner.

Refleksioner

• Hvad er dine/jeres umiddelbare reaktioner på det du/I hører her?
• På hvilken måde kan disse erfaringer med voksne have præget Lisbeths relationer til de fagvoksne på Børne- og Ungdomscentret?
• Det er ikke usædvanligt at reagere med vrede og mistro på sine omgivelser, når man har været udsat for nogle af de ting, som Lisbeth har været udsat for gennem sin opvækst. Hvordan kan det ske, at man fokuserer og vurderer på barnets såkaldte adfærd og ikke på, hvad det kan være udtryk for?
• Hvordan synes du/I, at det er vigtigt at møde børn og unge, som kan bære på stor mistillid til andre?
• Har elever i skolen og andre steder et ansvar for, hvordan man møder børn og unge, der har svære livsvilkår?
• Hvad synes du/I, man kan gøre?
• Hvilke andre spørgsmål, kunne du/I tænke jer at drøfte her?

Resiliens:

Resiliens (af eng. resilience ‘ukuelighed’) er et psykologisk begreb om en særlig modstandskraft, der gør, at nogle mennesker klarer sig godt på trods af, at deres livsbetingelser udgør en risiko for at udvikle fx psykiske skader. Begrebet bruges især om børn, de såkaldte mælkebøttebørn, der udvikler sig godt, selvom de vokser op i risikomiljøer. Resiliens udvikler sig i samspillet mellem medfødte egenskaber og omgivelserne. En god ven eller en støttende anden voksen kan fx afhjælpe belastende familieforhold. Udadvendthed og kontaktstyrke kan i nogle tilfælde hjælpe barnet; omvendt kan en vis indadvendthed og tilbageholdenhed hjælpe det barn, der fx er i fare for at havne i kriminelle miljøer, hvor pågående adfærd er i høj kurs. Man kan således ikke pege på entydige træk, der fremmer resiliensen, men må vurdere hvert enkelt tilfælde i tilrettelæggelsen af det pædagogiske arbejde.

Kilde: Kilde: Gyldendals, Den store Danske Encyklopædi, www.denstoredanske.dk

Fokus på fejl eller færdigheder hos barnet
Lisbeth beder allerede som niårig sin gymnastiklærer Grethe om at tage hende med hjem og væk fra sin alkoholiserede mor. Ifølge sagsakterne oplyser Lisbeth, at hun ikke ønsker at flytte hjem, men føler sig presset af moren og tør ikke sige det. Men hun fastholder sit ønske om at komme i pleje. Det er usædvanligt at et barn på ni år, ønsker at komme væk fra sin familie.

Refleksioner

• Hvis du/I skulle iagttage det vi ved om Lisbeths liv med et resiliens-perspektiv, hvad kunne man så sige om Lisbeth?
• Hvilken betydning ville det kunne få for Lisbeth at fagvoksne så hende med resiliens-blikket?
• Hvad vil det egentlig sige at lytte til og samarbejde med barnet?
• Hvad kan et udsat barn selv vide om, hvad der er godt for det?
• Er der andre tanker eller temaer, som er relevante at drøfte i denne forbindelse?

Inddrag gerne de efterfølgende citater, som stammer fra samtaler med tidligere anbragte unge, der har set og drøftet film og temaer. Se også Børnekonventionens artikel 12 her.

Martin:

Jeg var 11, da jeg flyttede hjemmefra selv. Jeg har boet på institution lige siden. Jeg tog mit første valg der og kom til Hornbæk, valgte selv at tilbringe noget tid der. Min mor og hendes kæreste ville gerne have lidt alenetid. Jeg var ikke glad for at være hjemme. Jeg ville væk fra min stedfar.” Kristian: ”Det værste var at blive anbragt i en autocamper, så ku’ jeg lige så godt have været hjemme. Men den var bestilt, den autocamper. Jeg stak af 2-3 gange med alt mit tøj. Var i Jægersborg. Tog et tog med fuld oppakning og endte i Hillerød. Jeg ville gerne have været spurgt. I stedet for de bare traf en beslutning. Alle gik grædende derfra, både bostedet, min mor og mig.

Har du lyst til at arbejde videre med dette tema, finder du ekstramateriale nedenfor.

Nogle af de senere praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen har afdækket, at børn og unge i for ringe grad er blevet inddraget, hørt og delagtiggjort i deres egne sager. Desuden manglede der i en lang række sager relevant og tilbundsgående undersøgelse og udredning af barnets eller den unges situation og behov, før der blev truffet afgørelse i den konkrete sag.

“Nogle gange har vi nogle børn der har stået på tæer, de har gjort sig umage”
Søren Skjødt, leder af Godhavn, Interview, 2012:

De unge har behov for at blive set som mennesker. Vi kender betydningen af at blive holdt ubetinget med, det er en fantastisk følelse, og den savner de rigtig meget. Også hvis de unge har et nummer, de kan ringe til, hvis det ikke er i orden, det der sker.
Jeg tror ikke det koster ressourcer. Kvaliteten bliver så meget bedre, og det vil betyde, at det vil forebygge fx et krisemøde. Det vil løfte kvaliteten af anbringelsen SÅ meget. Det handler også om, at når sagsbehandlerne kommer her, så holder de 1 1/2 times møde med de voksne, og så de sidste 10 min med barnet. Det skulle jo være omvendt, de skal gå ned på barnets værelse og stille spørgsmål som: Hvordan har du det, er de søde ved dig? Nogle gange har vi nogle børn, der har stået på tæer, de har gjort sig umage, og så kommer der en sagsbehandler, der kalder Niklas for Nikolaj 4 gange på mødet, og ude i gården holder en taxa med motoren gående i tomgang, chaufføren har ikke engang slukket motoren. Socialrådgiveren sidder og tripper – han skal videre til næste møde …

Refleksioner

• Drøft disse udsagn og holdninger i gruppen – hvad tænker du/I?
• Hvad ser du/I som problemer eller udfordringer her?
• Hvilke konsekvenser kan det have for barnet eller den unge?
• Hvem har ansvaret for at løse disse problemer eller udfordringer?
• Hvad kan du/I foreslå, at man kan gøre ved dette – lav fx en liste over jeres løsningsforslag?
• Er der andre, der kan hjælpe med at finde løsninger?
• Er der andre spørgsmål/temaer, der er relevante at drøfte her?