4. Politianmeldelse eller ej

Introduktion til filmen
På Hylleholt Husgerningsskole har Lisbeth efter to år på behandlingshjemmet fortalt, at hun er seksuelt misbrugt. Kontaktpædagogen og forstanderen er ikke i tvivl om, at det er rigtigt, at Lisbeth jævnligt har været udsat for seksuelle krænkelser af sin stedfar fra hun var 10 til hun var 12 år. Dengang i 1982-83 var der en forældelsesfrist på fem år – det vil sige, at krænkelserne skulle meldes til politiet, inden der var gået fem år. Personalet på Hylleholt Husgerningsskole underrettede kommunen om de seksuelle overgreb, men stedfaren, blev aldrig politianmeldt af kommunen.

Når tvivlen råder
Dilemmaet om politianmeldelse eller ej er yderst sårbart og vanskeligt. For en anmeldelse har i sagens natur konsekvenser for alle, ikke mindst det krænkede barn. Stedfarens seksuelle overgreb mod Lisbeth stopper først, da Lisbeth kommer på børnehjem, og der går fire år, inden hun som 16-årig tør betro sig til en voksen.

Refleksioner

• Er der spørgsmål eller ting, der særligt griber dig/jer i denne film? – Fortæl hvad det er og hvorfor?
• Når et barn krænkes seksuelt vækker det meget stærke følelser hos de fleste mennesker. I Lisbeths situation hører vi Karens dilemmafyldte overvejelser om, hvorvidt en politianmeldelse er en god ide eller ej – overvejelser som først og fremmest tager afsæt i Lisbeths heling og trivsel. Hvad tænker du/I om denne sag?
• For mange er det retfærdigheden, der krænkes ved ikke at politianmelde – Hvad tænker du/ I om det?
• Hvad kan Karen mene med ordene ”Jeg tror ikke, der er noget svar på, for hvem det er godt, og for hvem det ikke er godt”?
• Karen stiller skarpt på et centralt dilemma med ordene: ”Vi ved, det er en kæmpe byrde for et barn at bære, hvis han eller hun også får skyld for, hvis mor eller far kommer i fængsel – og ja, hvem siger det kun var dig.” Hvad tænker du/I om dette?
• Lisbeth svarer: ”man skal betragte det som en alvorlig forbrydelse, hvor man skal sætte noget strafferetligt i gang” – Hvad synes du/I om dette?
• Skal seksuelle overgreb altid meldes til politiet? Eller kan man forestille sig sager med tvivl, undtagelser?
• Hvad kunne det have betydet for Lisbeth, hvis stedfaren var blevet politianmeldt?
• Hvilke konsekvenser kunne det have haft, hvis stedfaren var blevet dømt? For Lisbeth? For eventuelle andre?
• Hvilke konsekvenser kunne det have haft, hvis stedfaren ikke var blevet dømt? For Lisbeth? For andre?
• Hvad kan være vigtigt set fra barnets perspektiv, og hvad kan være vigtigt set fra et voksenperspektiv i sager som denne?
• Karen inddrager endnu et perspektiv: ”kvinder kan have svært ved at blive troet på, hvis de anmelder incest og voldtægt – og det var ikke nemmere dengang”. Hvilke spørgsmål og tanker sætter det i gang hos dig/jer?
• Hvilken betydning har det, at vi får at vide, at der har været flere børn boende hos stedfaren efter Lisbeth?
• Hvilke overvejelser ville du/I have gjort, hvis du/I sad som socialrådgiver, hvor du skulle overveje at politianmelde stedfaren?
• Hvilke andre spørgsmål kunne være interessante at stille her?

Skyld

Som vi oplever i filmen og i afsnittet ovenfor, er følelsen af skyld, man pålægger barnet, en vigtig del af det faglige og personlige dilemma. Flere fagfolk, som arbejder med udsatte børn og unge, understreger, at det er vigtigt, at vi bevæger os væk fra området SKYLD. Fokus skal i stedet lægges på: hvem der skal hjælpes, og hvordan vi sikrer dette. Når en forælder anmeldes, indebærer det en mangedobling af skyld, som den unge skal bære rundt på.

Refleksioner

• Hvad tænker du/I om følelsen af skyld, som det krænkede barn kan få pålagt, hvis ens far eller mor bliver dømt og kommer i fængsel?
• Hvad kan Karen mene med ”det er meget belastende at blive trukket igennem, at blive afhørt, for man ved, at alt det, man siger, får konsekvenser, også for ens mor, ens far, hvis det er det.”
• Karen siger efterfølgende: ”Men jeg troede på dig – jeg vidste godt det var rigtigt.” 
Hvilken rolle kan det spille i sager som Lisbeths, at fagpersoner tror på én, men at sagen ikke politianmeldes?
• Hvilke andre spørgsmål kunne være spændende at stille, når man taler om dette dilemma?

Bevisbyrden
Som vi har fået indtryk af, er det ikke en enkelt sag at anmelde en krænker, da det indebærer en hel del, ikke mindst for barnet/den unge.

Refleksioner

• Hvilke overvejelser sætter det i gang hos dig/jer? Hvad er vigtigt set med dine/jeres øjne?
• Set fra dit/jeres perspektiv, hvad kunne i så fald være ”beviser” og ”tilstrækkelig bevisbyrde”?
• Lisbeth nævner selv ”hvor belastende det kan være for barnet” og relaterer det til ”de lave opklaringsprocenter der er”. Først skal der ske en anmeldelse, så skal vedkommende sigtes på baggrund af en tilstrækkelig bevisbyrde, og herefter bliver vedkommende muligvis dømt, hvis bevisbyrden holder juridisk – hvilke overvejelser sætter det i gang hos dig/jer?
• Er der andre væsentlige ting, der bør drøftes her? Hvis ja – hvilke?

Elever, der vil fordybe sig yderlige i dette område, kan gå videre med flere spørgsmål via dette link (her linkes til spørgsmålene lige nedenfor, markeret med grønt). I nogle af de sager, som Ankestyrelsen har gennemgået, har man også set på de såkaldte tværsektorelle barrierer og faldgruber, og det at børn og unge så at sige ”falder igennem” systemet, når samarbejdet mellem de forskellige myndigheder ikke fungerer optimalt. Det kan fx være samarbejdet mellem de sociale myndigheder og politiet.
Hvordan kunne et samarbejde mellem myndighederne se ud, og tage hensyn til barnets sårbare situation set fra dit/jeres synspunkt? Kom gerne med konkrete eksempler på, hvad du/I mener kunne være bedste praksis med henblik på at bygge bro mellem fx skole eller dagsinstitution, de sociale myndigheder i kommunen og juridiske/strafferetslige myndigheder og evt. andre relevante instanser.