4. Politianmeldelse eller ej

Introduktion til filmen
På Hylleholt Husgerningsskole har Lisbeth efter to år på behandlingshjemmet fortalt, at hun er seksuelt misbrugt. Kontaktpædagogen og forstanderen er ikke i tvivl om, at det er rigtigt, at Lisbeth jævnligt har været udsat for seksuelle krænkelser af sin stedfar fra hun var 10 til hun var 12 år.
Dengang i 1982-83 var der en forældelsesfrist på fem år – det vil sige, at krænkelserne skulle meldes til politiet, inden der var gået fem år. Personalet på Hylleholt Husgerningsskole underrettede kommunen om de seksuelle overgreb, men stedfaren, blev aldrig politianmeldt af kommunen.

Når tvivlen råder
Dilemmaet om politianmeldelse eller ej er yderst sårbart og vanskeligt. For en anmeldelse har i sagens natur konsekvenser for alle, ikke mindst det krænkede barn. Stedfarens seksuelle overgreb mod Lisbeth stopper først, da Lisbeth kommer på børnehjem, og der går fire år, inden hun som 16-årig tør betro sig til en voksen.

Inddrag evt. faktatekst om forældelsesfrist, som du/I kan finde her.

Refleksioner

• Når et barn krænkes seksuelt, vækker det i sagens natur stærke følelser. I Lisbeths situation indgår en række dilemmafyldte overvejelser hos de nære fagvoksne om, hvorvidt en politianmeldelse er en god ide eller ej – overvejelser, som først og fremmest tager afsæt i Lisbeths heling og trivsel. Hvad tænker du/I om denne sag?
• For mange er det retfærdigheden, der krænkes ved ikke at politianmelde – drøft gerne dette argument.
• Hvilke overvejelser kan der ligge bag Karens ord ”Jeg tror ikke, der er noget svar på, for hvem det er godt, og for hvem det ikke er godt”?
• Karen stiller skarpt på et centralt dilemma med ordene: ”Vi ved, det er en kæmpe byrde for et barn at bære, hvis han eller hun også får skyld for, hvis mor eller far kommer i fængsel – og ja, hvem siger det kun var dig.”
• Hvilke erfaringer har du/I med tilsvarende dilemmaer?
• På hvilken måde gør Lisbeths svar ”man skal betragte det som en alvorlig forbrydelse, hvor man skal sætte noget strafferetligt i gang” indtryk på dig/jer?
• Skal seksuelle overgreb altid meldes til politiet? Eller kan man forestiller sig sager eller situationer, hvor der er faktorer med tvivl, undtagelser eller andet? Fortæl hvis muligt ud fra konkrete eksempler.
• Hvad kunne det have indebåret for Lisbeth, hvis stedfaren var blevet politianmeldt?
• Hvilke konsekvenser kunne det have haft, hvis stedfaren var blevet dømt? For Lisbeth? For eventuelle andre?
• Hvilke konsekvenser kunne det have haft, hvis stedfaren ikke var blevet dømt? For Lisbeth? For eventuelle andre?
• Hvad kan være vigtigt set fra barnets perspektiv, og hvad kan være vigtigt set fra et voksenperspektiv i sager som denne?
• Lisbeth nævner selv, hvor belastende det kan være for barnet, og relaterer det til ”de lave opklaringsprocenter der er” – hvilke overvejelser sætter det i gang hos dig/jer?
• Karen inddrager endnu et perspektiv – ”kvinder kan have svært ved at blive troet på, hvis de anmelder incest og voldtægt – og det var ikke nemmere dengang”. Hvilke overvejelser sætter det i gang hos dig/jer?
• Hvilken betydning har det, at vi får at vide, at der har været flere børn i stedfarens varetægt efter Lisbeth?
• Hvorvidt man skal politianmelde en sag eller ej, er tilsyneladende et tema, som er genkendeligt for en del fagvoksne – hvilke ting ser du/I foran dig på vægtskålen for henholdsvis for og imod?
• Hvilke overvejelser ville du/I have gjort, hvis du/I sad i en tilsvarende situation?
• Hvordan ville du/ I evt. have håndteret det?
• Hvilke erfaringer har du/I med politianmeldelser? Hvad skete der?
• Hvilke andre dilemmaer kan spille ind i under dette tema – politianmeldelse eller ej?

Skyld

Som vi oplever i filmen og i afsnittet ovenfor, er følelsen af skyld, man pålægger barnet, en vigtig del af det faglige og personlige dilemma. Flere fagfolk, som arbejder med udsatte børn og unge, understreger, at det er vigtigt, at vi bevæger os væk fra området SKYLD. Fokus skal i stedet lægges på: hvem er det, der skal hjælpes, og hvordan sikrer vi dette? Når en forælder skal anmeldes, indebærer det en mangedobling af skyld, som den unge skal bære rundt på.

Refleksioner

• Hvad er dine/jeres overvejelser om skyld?
• Hvad kan Karen mene med ”det er meget belastende at blive trukket igennem, at blive afhørt, for man ved, at alt det, man siger, får konsekvenser, også for ens mor, ens far, hvis det er det.”
• Karen siger efterfølgende: ”Men jeg troede på dig – jeg vidste godt, det var rigtigt.”
• Hvilken rolle kan det spille i sager som Lisbeths – at fagvoksne tror på én, men at sagen ikke politianmeldes?
• Hvilke spørgsmål mener du/I rejser sig i denne forbindelse?

Hvis du/I har lyst til at fordybe jer mere i emnet, er kan du læse videre om det at anmelde en krænker og bevisbyrden.

Bevisbyrden
Som nævnt er det ikke en enkel sag at anmelde en krænker, da det indebærer en hel del, ikke mindst for barnet/den unge:

1. Hvis stedfaren skal anmeldes, vil det indebære, at Lisbeth skal fortælle til fremmede, hvad der er sket, og gå tilbage til en tid, der var fyldt med smerte og svigt.
2. Bevisbyrden skal desuden være tilstrækkelig for at holde i det juridiske system. Lisbeth har aldrig haft fysiske tegn på misbruget.
3. Karen inddrager endnu et perspektiv – ”kvinder kan have svært ved at blive troet på, hvis de anmelder incest og voldtægt – og det var ikke nemmere dengang”.

Refleksioner

• Hvilke overvejelser sætter det i gang hos dig/jer? Hvad er vigtigt set med dine/jeres øjne?
• Hvad ER beviser og hvad er tilstrækkelig bevisførelse?
• Har du/I erfaringer med politianmeldelser? Hvis ja, fortæl gerne.
• Hvordan har samarbejdet med andre relevante parter og myndigheder fungeret?
• Hvordan sikrer du/I, at der tages de rette hensyn til barnet eller den unge i sager som disse? Hvad skal der til?
• Hvordan arbejder henholdsvis de sociale myndigheder og de strafferetlige myndigheder sammen ift. bevisbyrden?
• I folderen ”Vejledning til fagpersoner i sager vedrørende vold og seksuelle overgreb, Assens Kommune” understreger man vigtigheden af, at man som fagperson i kommunen ikke afhører barnet eller den unge:
  ”Det er meget afgørende for sagens politimæssige efterforskning og for sikring af bevismateriale, at de voksne ikke afhører barnet eller den unge”.
  ”Det er en vanskelig, men ikke umulig balance.”
  ”Børn og Unge afdelingen vurderer, om der skal foretages politianmeldelse. Man må gerne lytte til barnet og stille afklarende spørgsmål.”Det er en væsentlig overvejelse, som Assens Kommune italesætter her. Men hvordan balancerer man som fagperson? Hvad betyder det helt konkret at ”man lytter man til barnet og stiller afklarende spørgsmål?” Kom gerne med eksempler fra egen praksis og erfaringer?
  Hvor går grænsen mellem at lytte til barnet og stille afklarende spørgsmål og at afhøre barnet eller den unge? Kom gerne med forslag og eksempler fra egen praksis og erfaringer?
• I nogle af de sager, som Ankestyrelsen har gennemgået, har man også set på de såkaldte tværsektorielle barrierer og faldgruber, og det at børn og unge så at sige ”falder igennem” systemet, når samarbejdet mellem de forskellige myndigheder ikke fungerer optimalt. Hvordan sikrer man et effektivt og optimalt samarbejde om bevisbyrden, så barnet sikres beskyttelse og hurtig og værdig behandling?
• Hvordan kan samarbejdet kvalificeres og optimeres? Her kan også indtænkes forslag til optimal organisering, struktur og tilrettelæggelse.
• Kom gerne med konkrete eksempler på, hvad du/I mener kunne være god praksis med henblik på at bygge bro mellem forskellige institutioner og myndigheder i kommunen og juridiske/strafferetslige myndigheder og evt. andre relevante instanser.
• Er der andre væsentlige ting, der bør drøftes her? Hvis ja, hvilke?

Andre relevante problemstillinger
Det efterfølgende materiale er udviklet til jer, der ønsker at tage et spadestik dybere i dette tema, når tvivlen råder, og arbejde videre med socialrådgivernes betydning, rolle og opgave.

Her lægges op til at gruppen selv prioriterer i materialet, og inddrager og drøfter de forslag til tilgange og perspektiver, der fremlægges. I kommer videre til materialet via dette link (link videre til tekst med grønt nedenfor).

Hjemmebesøg trods mistanke om overgreb
I Ankestyrelsens rapport fra 2012 ”Rapport fra ekspertpanel om overgreb mod børn”, berettes om, at børn i flere sager kommer hjem til sine forældre på hjemmebesøg trods mistanke eller viden om seksuelle overgreb.
Desuden omtales, at i flere sager med indberetninger, reagerer systemet på de børn, der indberettes og overser de andre børn i søskendeflokken. Flere gange reagerer man på lokale bekymringer som fx skolefravær, trods langt alvorligere ting og flere tegn på omsorgssvigt og muligvis overgreb. Mange sager om overgreb starter med generelle tegn på omsorgssvigt.

Underretninger fra fagfolk tages ikke alvorligt
I Ankestyrelsens rapport er der i flere sager dokumenteret et stort antal underretninger fra fagfolk (politi, lærere, pædagoger og sundhedsvæsenet), som giver udtryk for alvorlige og fagligt funderede bekymringer. Der bør give et særligt skærpet fokus, når fagpersoner underretter. Det ses imidlertid i flere sager ikke at have været tilfældet. Der har i flere sager været signaler om seksuelle overgreb. Kommunerne foretager i flere tilfælde ikke en faglig vurdering af, om der skal iværksættes undersøgelser i disse sager.
Ankestyrelsen peger på, at det er nødvendigt, at den kommunale sagsbehandling kan blive bedre til at lave børnefaglige undersøgelser og handleplaner.

Refleksioner

• Ankestyrelsen peger således på en række problemstillinger og udfordringer, som styrelsen mener er nødvendige at tage fat på. Hvad er dine/jeres tanker og reaktioner på dette?
• Set fra børnenes og de unges perspektiv – hvad mener du/I er vigtigt at tage fat på fremadrettet?
• Hvilke andre temaer og udfordringer, mener du/I er vigtige at tage fat på her?

Hvad sker der, når man underretter
”Så skete der ikke mere, og jeg vidste ingenting!” Disse ord høres nogle gange fra lærere og pædagoger og andre, som indberetter deres alvorlige bekymring for et barn til kommunen. Måske modtager de et svar, som bekræfter modtagelsen, måske ikke. Måske får de at vide, at man går videre med sagen. Men herefter kan de opleve, at der ingenting sker, og ved endnu en henvendelse får de samme svar. Men stadig ser de intet ske, velvidende at barnet fortsat lever under de samme vilkår.

Måske er kommunen reelt gået i gang med at undersøge en række forhold her, måske ligger sagen passivt afventende som nr. 12 i en bunke med 30 sager på en socialrådgivers arbejdsbord, måske er den en helt tredje forklaring. Men den bekymrede indberetter er ikke altid vidende om dette scenarie, og har fortsat sin bekymring i maven.

En sådan situation kan skabe stor frustration og avle mistillid til ”systemet”. Konsekvenserne kan være alvorlige, ikke mindst for samarbejdet mellem vigtige parter, her skolen eller institutionen og kommunen, som sammen kan gøre en afgørende forskel for det udsatte barn. Her efterlyser lærere og pædagoger en bedre kommunikation mellem dem og det sociale system.

Refleksioner

• Kan en sådan situation genkendes eller associeres til andre lignende situationer? Hvis ja, fortæl om dette.
• Hvilke konsekvenser kan den manglende tilbagemelding til de bekymrede lærere og pædagoger evt. have?
• Hvad kan man gøre for at håndtere dette på anderledes og bedre måder?
• Hvilke eventuelle barrierer eller udfordringer kan der være forbundet med dette?
• Hvilke tiltag skal der til for at håndtere disse barrierer eller udfordringer?
• Er der andre væsentlige ting, der bør drøftes her? Hvilke?

Inddrag evt. faktatekst om underretningspligt, som du finder her.